64

Noget skal en bog jo hedde, og Laugesens nyeste hedder 64. Det er antallet af heksagrammer i den kinesiske klassiker I Ching og antallet af bogsider i fire trykark, falset efter sindrigt minimale regler. Den slags spontan orden er et gennemgående tema i hele Laugesens værk. Hans første bog udkom i 1967, samme år som ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” ramte pladespillerne. Hvad var det nu lige den sang hed? Hvad er der at sige, og hvordan kan det siges? Selvfølgelig er der også nyt fra hunden i dette foreløbigt sidste brev fra den krigshærgede udkant af Underholdningssamfundet, hvor Laugesen lader verden løbe gennem sin Olivetti.

”… som en af årets første fugleture, fra hvilken man vender hjem med ørerne fulde af sang og solen som en sød brænden i huden.”
– Erik Skyum-Nielsen i Information

”Peter Laugesen skriver dundrende præcist løs om skønt og grimt … (han er) Danmarks næstbedste nulevende digter, lige efter F.P. Jac.”
– Lars Bukdahl i Weekendavisen

ser på tv som de siger er et medie
for tabere en kort sekvens hvor skytten
på en amerikansk Apache med radioordre
plaffer tre irakere ned. Den tredje
skal rammes to gange. Det er præcist
som et implantat i et lille barns
hjerne, en styrende pirring af alle
de søde reflekser og frastødende
ud over alle grænser der for længst ikke
længere findes. Hvad kan et digt
stille op mod den verden? Måske
intet, men det kan stille sig midt
i den og udenfor som noget andet,
være et organisk skrig af anden krop.

 

Nøkkelord: Poesi Samtidspoesi