Hvide Skygger

HVIDE SKYGGER er historien om den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, der opnåede at blive en af sin tids største europæiske kunstnere.

Allerede som dreng kom Thorvaldsen ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men det var i Rom, fjernt fra sit hjemland, han boede og arbejdede gennem det meste af sit liv. Her i kunstens og lysets hovedstad lå hans berømte værksted, der tiltrak såvel statsoverhoveder og rigmænd som venner og fjender blandt samtidens guldalderkunstnere.

Bertel Thorvaldsen blev aldrig gift, selv om kvinderne sværmede om den høje, lyse mand. Særligt en af dem, Anna Maria, skulle få afgørende betydning, både som elskerinde og som mor til hans børn.

HVIDE SKYGGER følger Thorvaldsen fra barndommens beskedne kår til livet som feteret berømthed, men også gennem hans evige kamp for at finde en mening med sit arbejde – et værk hugget i sten, men bygget på sand.