Dialoger: Hippias Maior, Euthydemos, Euthyfron

Platon hører til de klassikere, vi må læse igen og igen - jf. matematikeren A.N. Whiteheads ord om, at den europæiske filosofi i grunden blot består "af en række fodnoter til Platon" - og som vi af den grund også med jævne mellemrum må have nyoversat, så vi ikke snubler i gamle konnotationer, hensyn og formuleringer.

Derfor er turen nu kommet til disse tre mindre dialoger, der har det til fælles, at Sokrates er i clinch med sofister, oldtidens svar på vor tids spindoktorer: her bliver der snakket udenom og leveret snydeargumenter i ét væk, og dét med Sokrates som den oplyste, rationelle borger, der insisterer på det 'gode argument' - den sunde fornuft. Trods dette 'handikap' er det karakteristisk for disse dialoger, at der faktisk samtales, dvs. at tankeforløbet udvikler sig i et samspil og ikke blot leveres som facit, belæring eller monolog. Det er den 'sokratiske' kritik, der her viser tænder.

I dialogen 'Hippias Maior' - som man tidligere/gerne antog for at handle om det skønne (den æstetiske grundkategori) - er det i grunden 'det fine' ved enhver ting, man drøfter og søger at bestemme. Det FINE er det fremtrædende og karakteristiske, det der fremhæver og skaber distinktion, og som sådan er det et begreb, der lægger sig mellem det rent æstetiske og det mere funktionelle. Men uanset hvad, viser sagen sig meget vanskeligere at afklare, end man havde antaget. Rent galt går det i dialogen 'Euthydemos', hvor de to drevne sofister kører fuldstændig rundt med Sokrates i en diskussion (!) af 'det vise' (visdom): det er Holbergs Erasmus Montanus på de høje nagler! Endelig drøfter Sokrates i dialogen 'Euthyfron' fænomenet ' det fromme' (retfærdighed), motiveret af sin egen retssag og forestående domfældelse (til døden). Her løfter dialogen sig imidlertid, inden gassen alligevel går af - samtalen KAN noget, men ikke ALT. Og den overordnede pointe er, at der altid - hvos samtale kan føres - kan tænkes om igen. - Endnu et Platon-bind fra Niels Henningsens hånd.