Om sjælen

Denne nyoversættelse fra oldgræsk følger W. D. Ross’ udgave af ’De Anima’ i Oxford Classical Texts og erstatter på dansk Poul Helms’ oversættelse fra 1949 (Aristoteles’ Skrift om Sjælen).

På græsk er titlen ’peri psychés’, hvilket halvvejs peger på, at vi her møder vor kulturs første psykologi – ikke så sært endda, da Aristoteles (384-322 fvt.) står som antikkens mest systematiske tænker, der bog for bog skrev sig gennem virkelighedens forskellige aspekter og fagområder og derved også blev, hvad vi kunne kalde videnskabernes grundlægger. Det er nu ikke en psykologi i moderne forstand, Aristoteles her lægger frem i tre korte, koncise bøger: Først skal han have afklaret, hvad sjælen (psyken) egentlig er for en størrelse – modsat kroppen er den jo ikke sådan at få øje på og direkte beskrive. Sjælen bestemmes som en slags oprindelse og grundprincip for alle levende væsner: det, der gør dem levende og holder dem levende, indtil kroppen overlades til sig selv og går til grunde. Biologisk set kommer sjælen fra hannens sæd, men hunnen leverer nærende (menses)blod, så der kommer krop på. Sjælen er det bevægende og dynamiske, på én gang identisk med sig selv og aldrig til at fiksere. I anden bog gør Aristoteles nærmere ind på sjælen som den sansende instans, der gennem kroppens fem sanser – synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen – perciperer indre og ydre tilstande og sætter dem sammen til egentlige sansninger. I tredje og sidste bog er det tænkningen, der fokuseres på – sjælen som indsigtsbearbejdende instans, der via sansninger og logiske slutninger opbygger viden og derved udvider sin evne til at bevæge, dvs. være den aktive kernestruktur i det levende væsen. Her er mere end som så at tænke over i dette første, tætte forsøg på at udgrave, hvad psyke og sjæl er for noget – siden har vi regnet flere af Aristoteles’ bestemmelser for så selvfølgelige, at vi faktisk ikke giver dem en tanke.

”Næsten hver eneste side i ’Om sjælen’ indeholder formuleringer af store åndshistoriske konsekvenser … Man kan således kun prise, at denne traktat nu foreligger i nyoversættelse” skrev Frederik Stjernfelt i WeekendAvisen.