Hvedekorn 1/2007: Tidsskrift for poesi og kunst

DET ER BEDRE AT LÆSE HVEDEKORN END IKKE AT GØRE DET

F.P. Jac siger "Tillykke Farmand" til Klaus Rifbjerg i anledning af 75 års dagen. Peter A.G. Nielsen får et tak for at være "en rytmepoet på 54 år", og Chuck Berry får også en hilsen i "Tag dig så til skridtet, og dans med".

Der er flere navne og hilsner i digte af amerikanske Frank O'Hara (1926-1966), som bringes i oversættelse af Glenn Christian og Niels Frank: John Ashbery, Majakovskij, Lana Turner og Greta Garbo.

Blandt dette nummers otte debuterende navne finder vi Susanne Christensen med hendes "To drømme om John Erik Riley". Her spiller de norske forfattere John Erik Riley og Tore Renberg rollen som navne og referencer.

Et klassisk svar på hvad et navn er, er at det er en slags skilt. Hos Morten Walther Rasmussen finder vi et navneskilt: "[...]Et skilt på døren med to skærende klare navne:/Dit og ikke mit."

"What's in a name?" spurgte Shakespeare. Et af Per Aage Brandts digte indeholder tilfældigvis noget af et svar:

vedhæng er navne, såsom: ham der med stokken, hende der med de depressive fletninger, den magre fyr med den to meter høje turban og det tre meter lange skæg, jeg ved ikke lige, hvad de hedder,men nu hedder de foreløbig detteher, ligesom at være etellerandetsteds fra, fjolset fra vanløse, spøgelset fra mårum, og således faktisk videre, hvad der endnu hænger ved os, betegner os, bliver vores navn, det er godt at vide, selv om det ikke er godt nok, navne burde være blanke

(metonymisk, tilegnet en hængerøv)

"Hvedekorn" er både et navn og et billede. Billedet passer godt til det forår der er på vej, og navnet står for poesi og kunst. Men hvorfor er det bedre at læse Hvedekorn end ikke at gøre det? Af samme grund (og mangel på samme) som hvorfor "[...] Det er bedre at være rask end at være syg./Det er bedre at have to arme og to ben end ikke at have det. Det er bedre at være ung end gammel. Det er bedre at slå ihjel end at blive slået ihjel. [...]". Det er svenske Ulf Karl Olov Nilsson der bidrager med to foruroligende og morsomme tekster der udtrykker værdidomme, så selvfølgeligt at læserens syn på common sense aldrig bliver det samme igen.

Navnet bag dette nummers billedkunst er Christian Finne.