Beskrivelse
I dette essay roder Boris Groys bod på den generelt stagnerede diskussion om den såkaldte kunstaktivisme, der kritiseres for på den ene side at æstetisere sine handlinger (for meget) og på den anden side at være for virkningsløse (i kraft af for megen æstetisering). Groys tager os omkring Walter Benjamin, Guy Debord, Filippo Marinetti, Michel Foucault, fascismen og kommunismen og hjælper os til at løsne op for de mange begrænsninger man kan møde – om ikke andet institutionelt – når man opererer kunstaktivistisk.
