Den agrare modoffensiv

Jeg sidder i tæt bemandet eksil – har allerede, til nøds,

min ækle stemme på forkant af alt det jeg senere vil sige

(åh, hvor skal jeg sige!)

Mit blod, under huden, rindende som vand

løber kapgang, hoppende fartglad fra pulsåre til pulsåre

Jeg lever i bedste overbevisning!

Er i dag langt mere end i går; hvad det så skal betyde

Udenfor ligger både marker og bed med stauder

hvor hele overfladen tildækkes nationalt

i to farver – sort på hvidt

Se, skyerne, som regel foroven, kommer

og overrasker skyggerne, som før lå mørke langs jorden

madet gyldent af lys fra solen

Du, eller dig (du), ringer fra midten af Europa;

din hånd på samtlige grænser indtil skammen

jeg tynget overlever, selv med slangens samvittighed

fælt hugget i kødet, Ak

Kom med mig, kunne jeg sige – men det skal du!

Jeg downloader et nyt humør; et til årene frem

hvor du og jeg slikker hinandens lige-nu-og-her

Du, DIG – og mit punkt, her hvor jeg sidder,

pludselig forsvundet som horisonten

krøllet sammen i en kikkert