Havet er sort, kysten er hvid

Katinka My Jones debuterer stilsikkert med digtsamlingen Havet er sort, kysten er hvid. Stemmen er fokuseret, køligt vurderende og frem for alt temperamentsfuld og illusionsløs. Det er et stærkt og kynisk, men på samme tid skrøbeligt jeg, der iscenesætter landskaber med en udadvendt præcision – måske i en stræben efter en ikke-iscenesat lykke. 

”jeg taler til dig / et andet sted fra // fra andres fine natskygger / der udvider sig som pupiller / ved lyden af mørke ord // hils pigerne fra mig / jeg tænker på dem / som man tænker på et / familiemedlem i det hinsides / eller en eller anden / man elsker i et umotiveret / anfald af lykke // hvad ellers / havet er sort / kysten er hvid”