Kejsersnit
Det minimale sammenbrud foldet ud. Simon Denckers Kejsersnit er en scenisk roman fortalt af en ung jeg-fortæller – en stille og betagende beskrivelse af at være til i en verden, der konstant forandrer sig. En slægt, der er på randen af udslettelse, bliver undersøgt, og historien vokser. Et portræt af en ung mand, en kortlægning af menneskets tøvende og famlende udvikling og en kærlighedshistorie, der vil mere end blot være gribende. Smuk, dansk prosa.
Hovedet var indsunkent og lille, det var krøbet ind i sig selv, huden var porøs og skallede lidt ved den ene tinding. Karen rakte armen ud og rørte ved næsen. Det var blødt, og næsen formede sig efter hendes fingre, voksede let under hendes klem og fulgte lidt med da hun trak hånden til sig, som om der blev mere af den. Jeg rørte ved dets pande, den var stadig varm, lun. Jeg førte min hænder ind under det omviklede lagen og løftede og sad med det. Jeg kiggede på Karen, hun kiggede på mig, vi kiggede ned, og vi kiggede op igen. Karen rakte armene ud, og jeg lagde det over til hende. Hun tog imod med begge hænder strakt ud fra kroppen og tog det ind til sig.