Om det ufuldkomne

Denne særprægede lille bog blev til i den første tid efter, af A.-J. Griemas havde afsluttet sit mangeårige og legendariske ugentlige seminar og påbegyndte sit otium. Den sammenfatter indholdet i seminarets sidste år, som Greimas ville »finir en beauté« (slutte skønt – og med skønheden som tema). Samtidig genoptager den i de sidste afsnit en af hans tidlige interesser: kvindelig beklædning; hans uudgivne disputats var således en omfattende leksikografisk analyse af termer vedrørende dette emne og med en fyldig redegørelse for alle detaljer i feminin underbeklædning.

(fra Per Aage Brandts efterskrift)

Uddrag

Enhver fremtræden er ufuldkommen: den skjuler det værende, og det er den, der lader os konstruere en villen-være og en burden-være, hvilket allerede er en betydningsafvigelse. Kun en fremtræden som kunnen-være – eller som et kan-være, et måske – er det muligt at leve med.
Men den udgør ikke desto mindre vor menneskelige livsbetingelse. Er den derfor håndtérbar, kan den gøres fuldkommen? Og kan dette røgslør, når alt kommer til alt, splittes en smule og give os blot nogen udsigt til livet – eller til døden, hvorfor ikke?

Omtale

I de meget fjerne halvfjerdsere orienteredes nye studerende på det kongelige danske Institut for Litteraturvidenskab om, at her gjaldt det om »at finde en 'greimas', der kunne pas'«. Af den fransk-litauiske litteraturforsker Algirdas-Julien Greimas - og hans danske elever - lærte de at tale et særligt sprog, »semio-dansk«, som omfattede ord som aktant, isotopi, sem - og naturligvis: Sommerfuglemodellen. Udstyret med denne models firkantede og pilebesatte net, kunne man i alle slags tekster - eller rettere: texter - fange poesiens mest flygtigt-blå sommerfugle. Undervejs var der unægtelig en del sommerfugle, som mistede både den ene og den anden vinge, men i heldige tilfælde kunne man nu se figurer og mønstre, som hidtil havde unddraget sig det blotte øje. Per Aage Brandt, som i føromtalte fjerne fortid var blandt dem, der lærte de studerende det semio-danske idiom, har nu oversat Greimas lille alderdomsværk, om det ufuldkomne, hvor netop blikket og »den æstetiske sanseoplevelse« er emnet. Lige en bog for den lille textanalytiker. Belyst gennem hyperintensive analyser af korte tekster og tekstuddrag viser Greimas, hvordan disse sanseoplevelser forholder sig til det fuldkomne. Hos Michel de Tournier er det en vanddråbe, som sætter tiden i stå; hos Italo Calvino er det et par bryster, som får hr. Palomar til at teste blikkets møde med dette blændende syn; hos Rilke er det synet af en park, som »højrejst, mægtig« får digtets klaverspillende drømmerske til at afbryde sine etuder; og hos Julio Cortázar er det læsningen i en roman, som umærkeligt-pludseligt føjer læseren ind som livstruet offer i selvsamme romans lilla tusmørke. Hvordan afspejler disse oplevelser »af papir« virkelig æstetiske oplevelser, spørger Greimas, og hvis de virkelig er troværdige gengivelser af sanseoplevelser, er de da almengyldige eller kun gyldige for det 20. århundredes mennesker, fortsætter han. Det sidste, historiske spørgsmål besvarer han ikke, men hans små, fortættede analyser fører et godt stykke vej ind i en forståelse af den æstetiske oplevelse - af de lykkestrejf, hvor man ser og sanser glimt af »en fuldkommen sammensmeltning af subjekt og objekt«.

Martin Zerlang, Politiken