Forværelset

After Hand er som forlag en forlængelse af Henrik Haves kunstneriske praksis, drevet kompromisløst og idiosynkratisk gennem snart 38 år. Forlaget er imidlertid først de senere år blevet afsættet for Haves egen digtproduktion. Praksis skal altså forstås som en vilje til at sætte andre standarder – litteraturpolitisk såvel som æstetisk.

Henrik Have har ikke etableret udgivelsespositionen for egen vindings skyld, men har ødselt og anarkistisk styret forlaget gennem et langt liv til glæde for flere. Et aftryk som lader sig læse i nøgleromanen Saksehånd af forfatteren og tidligere After Hand volontør Thomas Hvid Kromann (udkommer 10. marts på Peoples Press), der bl.a. med forlagets nu nedlagte boghandel i Nansensgade (København) som ramme gennemtrævler de seneste årtiers litteraturmiljø.

Henrik Have er billedkunstner og digter, ikke at forstå som adskilte, men som sammenhængende praksisser. I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede han bogobjektet gennem en kombination af visuelle og sproglige udtryk. Sproget blev det konstituerende for hans bogobjekter, men vel at mærke gennem en nedbrydning af den traditionelle opfattelse af sprog til skrift eller billede (materialitet) – sproget er gjort fysisk uden at fratage det dets litterære potentiale.

Den tidlige bogobjektpraksis har da også stor betydning for den aktuelle bog FORVÆRELSET såvel som for tidligere. Bogen er for Henrik Have et inklusivt rum, ikke adskilt eller afgrænset fra den ydre verden, men indeholdende flere sprogområder og tekstformater i et uhierarkisk forløb.

Henrik Haves bøger og altså bogen FORVÆRELSET er en måde at tænke bogen som en rummelig totalitet på frem for afgrænsede digte eller værker. Bogen foregår mellem hænderne på læseren, og hvad, den enkelte læser så måtte have af erfaring for at håndtere materialet på, er på en gang underordnet og afgørende. Til trods for at digtene spreder sig frem for at samle sig, er Haves karakteristiske stemme og føring en opmærksom gestus til læseren. Nye læsere kan stå på her. Gamle læsere kan finde nye spor.

Henrik Have stiller i digtsamlingen spørgsmål ved den kulturelle erindring og vores sproglige greb om verdenen, samt de værdier dette implicerer. Det tyvende århundredes undtagelsestilstand over dem alle, Holocaust, står som tidligere centralt for Haves digtning. Kulturel identitet og kollektiv erindring kortlægges, genforhandles og problematiseres konsekvent gennem Haves værk. Men ikke alene gennem et historisk perspektiv; samtiden inkluderes og paralleliseres gennem en tilsvarende kritik af statens orkestrering af magt og den kontrol, som griber ind i det enkelte menneske livsform.

Det dystre Holocaust-motiv lader dog ikke bogen stå sort hen. Kaosset står lystfuldt frem i et sprogligt, barokt overskud med ordspil og en kynisk humor, som har sine paralleller i den jødiske kultur og mystik.