At tage tingenes parti

I det tyvende århundredes franske poesi findes vel næppe nogen væsentligere arvtager af Stéphane Mallarmés digtning end Francis Ponge. Ikke mindst i sin gennembrudsbog Le parti pris des choses, der her endelig foreligger for første gang på dansk – under den tillempede titel At tage tingenes parti. I At tage tingenes parti, bygger Ponge videre på Mallarmés prosalyrik: en digtning uden mimetisk beskrivelse og uden fortælling, “en blanding af digt, aforisme, poetik og filosofisk refleksion”, som det hedder i afsnittet om Ponge i Poul Borums Poetisk modernisme.

At tage tingenes parti udkom i 1942, men er for de fleste teksters vedkommende blevet til i perioden 1932 til 1937, mens enkelte af teksterne stammer helt tilbage til 1920’erne. Den lange tilblivelse fortæller blandt andet noget om, hvor minutiøst Ponge arbejdede med hver enkelt tekst, hver sætning og hvert ord. Alt er vendt og drejet, når Ponge, som “tingenes digter”, beskriver eksempelvis regnen, stearinlyset, cigaretten, appelsinen eller østersen.

At tage tingenes parti er første udgivelse i Arenas nye serie med oversættelser af det bedste fra verdenslitteraturen.

Francis Ponge (1899 – 1988). Efter på halvvejen at have opgivet sine universitære filosofistudier bliver Ponge i begyndelsen af 1920’erne tilknyttet gruppen af surrealister i Paris, hvor han også er medunderskriver af flere af de surrealistiske manifester. Tilknytningen bliver dog kortvarig. Han indser snart, at surrealisternes undersøgelser af det ubevidste ved hjælp af automatskrift og ordlege naturligt vender opmærksomheden ind mod mennesket selv, mens han derimod ønsker at rette blikket mod elementer og fænomener i den ydre verden. I udgangspunktet er Ponge således både anti-romantiker og anti-symbolist – et grundlag, der ikke ændrer sig væsentligt gennem hans forfatterskab.

STEARINLYSET

Natten giver undertiden næring til en enestående plante, hvis glød opløser møblerede rum i skyggemassiver.
Dens guldblad holdes upåvirket fast i fordybningen af en lille alabastsøjle ved hjælp af en kulsort stilk.
De sølle natsommerfugle bestormer hellere dén end den alt for fjerne måne, som får skovene til at fordampe. Men de bliver straks forbrændt eller udmattet af kampen og dirrer alle på kanten af et vanvid, der næsten får dem til at stivne.
Med sit flakkende skær hen over bogen og bratte udsondring af særprægede røgskyer opmuntrer stearinlyset imidlertid læseren – og bøjer sig derpå over sin underskål og drukner i sin føde.