Saturn

Henrik Bjelke (1937 - 1993). Debuterede i 1968 med novellesamlingen Første person ental og udsendte i de følgende år en række kritikerroste romaner, essays, novelle- og digtsamlinger, bl.a. Trap, Hundrede postkort fra helvede, Togplan for Otto og sidst Skandalens sted (1992).

Saturn er ikke bare Henrik Bjelkes, men måske hele hans generations mest ambitiøse værk. Med baggrund i skiftende europæiske omgivelser, i skiftende tider, fra omkring første verdenskrig til halvfjerdserne, har den som kerne kunstneren, det skrivende jeg, der i et skitseagtigt forløb først forelsker sig i en kølig italienerinde, siden i en ung fyr fra USA og til sidst i sin egen kone. Men nedenunder og ovenover og ved siden af det skitseagtige er der virkelig fart på. Blokke af surreelle improvisationer afløses af smædeskildringer og kulturessayistiske digressioner, som igen afløses af myter og rim og remser og svimle indfald. Saturn udkom første gang i 1974 og blev dengang af anmelderne karakteriseret som bl.a. “Et frygtindgydende artistisk blændværk i den internationale modernistiske tradition” (Information), “Et tætpakket skuffedarium” (Berlingske Tidende). Den er i dag en af de vigtigste eksperimenterende romaner i den sidste tredjedel af det 20. århundrede.

"Bogen er selvfølgelig svær at læse, der skal et ordentligt ork til, men man skal sørge for ikke at gå i stå. Det er som med Ezra Pounds Cantos og andre af modernismens superværker: man skal ikke gøre regning på at forstå alt, men mens man læser den, lærer man at forstå dens rytme med dens mange ekskursioner og fortabelser. Overalt er der noget på spil, en risikabel og selvudleverende investering, som man ikke er forvænt med. Henrik Bjelke har villet måle sig med de største modernister fremfor de danske realister. De nævnes rundt om, fra Whitman, Joyce, T.S. Eliot, Henry Miller, Nabokov, Lawrence Durrell, Djuna Barnes, Günther Grass, Henri Michaux og Allen Ginsberg til endnu mange flere. De ikke bare er der, de bruges til noget."

– Torben Brostrøm, Information