Silkedigte

Hvordan skriver man poesi, der som en hinde hele tiden kastes af og fornys, men som stadig er en forlængelse af kroppen – poesi som en hud, et materiale, der uundgåeligt forankrer forskellige kroppe i berøring med hinanden i verden og i historien?

Med Silkedigte forsøger Jen Bervin at indprente silkeormens repetitive liv og arbejde i skriftens materiale, så at (krops)arbejdet, skriften og forvandlingen bliver ét.

Silkedigte materialiserer en silkeorms liv, der er udgjort af (re)produktivt arbejde. Silkeormen spiser for at vokse og vokse ud af sin hud, så en ny kan komme til syne – at være silkeorm er at være under udvikling og forvandling, altid igang med at blive til igen og igen og igen. I Silkedigte spindes en lang, snirklet tråd af fabulerende science fiction-digte. Protagonisten er en silkeorm fra fremtiden, der indskriver sit cykliske livsværk (spis, voks, skid, spind, dø) i digtenes stoflige materiale, som er gjort af kinesisk (seri)kultur, skrift- og håndarbejdshistorie, tekstilproduktion, bioteknologi og en insisterende opmærksomhed i mødet med det sammenfiltrede.