Skal vi blinde os selv og forlade Theben

Hvordan vristede mennesket sin selvforståelse fri af verden og ankrede den hinsides – og hvorfor deler vi ikke længere skæbne med naturen og kloden? I sin både underfundige og tragiske perle sætter Cia Rinne vestens dualismer stævne med filosoffen Hans Jonas og spørger, om det er for sent. Svaret er nedslående.

Vestens tænkning og religion spalter alt i to. Det har ført til både fremskridt og verdens fornedrelse – og nu står vi over for et behov for en global klimaindsats: men er det allerede for sent at gøre noget? Er tragedien sat i bevægelse? Kan vi blot gøre som Ødipus og blinde os selv, så sandheden ikke skærer os i øjnene?

Cia Rinne er noget af det mest interessante på den europæiske poesiscene disse år. Født i 1973 i Sverige af finsktalende forældre og opvokset i Tyskland taler hun ti sprog, skriver de fleste af sine værker på minimum tysk, fransk og engelsk og søger mellem sprogene efter de små smut med betydningen, hvor virkeligheden viser sin konstruktion og porøse materialitet.

I Skal vi blinde os selv og forlade Theben træder hun ud af den minimale form, hun eksempelvis praktiserer i L’usage du mot (2017), og sætter med inspiration fra den tysk-jødiske filosof Hans Jonas (1903-1993) vestens dualistiske tradition i spil – fra panvitalismen til gnosticismen – for at finde et etisk ståsted. Resultatet er på én gang overrumplende komisk, legende og dybt tragisk. En lille sort, poetisk perle.