Parerga og Paralipomena I, 2. Aforismer om Livsvisdom

Arthur Schopenhauer (1788-1860) er en af de mest indflydelsesrige tænkere i europæisk ånds- og kulturliv, og hans Aforismer om Livsvisdom kan uden betænkning betegnes som et litterært mesterværk. Bogen er flot oversat af Martin Pasgaard-Westerman, som endvidere har skrevet et fyldigt efterskrift.

Bogen tager sit udgangspunkt i det klassiske spørgsmål om muligheden for et godt eller lykkeligt liv (eudaimonia) og giver efter klassisk forbillede (Aristoteles, epikuræisme, stoicisme) en række livs- eller verdensklogskabsregler. Aforismerne består af to dele og et tillæg. Den første del omhandler betingelserne for muligheden for et lykkeligt liv med særlig fokus på ens individuelle karakter (åndelige egenskaber), ydre goder (besiddelse) samt ydre anerkendelse (rang, ry, ære). Anden del opstiller en række almene betingelser og almene forholdsregler i ens forhold til en selv, til andre og til verdens gang. Endelig giver Schopenhauer i et tillæg en beskrivelse af de forskellige aldre eller livsfaser.

Aforismer om Livsvisdom indgår som et selvstændigt essay i Schopenhauers store senværk Parerga og Paralipomena [biværker og tiloversblevet]. Parerga og Paralipomena er Schopenhauers andet hovedværk og nok det mest indflydelsesrige. Ved udgivelsen i 1851 blev Schopenhauer med et slag verdensberømt både for sit dybtgående og vidtspændende filosofiske system og for sin uovertrufne litterære stil, der sammen med hans berygtede pessimistiske livssyn er blevet hans særlige kendetegn. Det er en stor glæde at kunne præsentere Aforismer om Livsvisdom som første bind af fire planlagte, der skal blive til den første komplette udgave af Schopenhauers Parerga og Paralipomena på dansk.

Martin Pasgaard-Westerman er filosof og oversætter. Mag.art. i filosofi (Syddansk Universitet) og dr.phil. i filosofi fra Technische Universität Berlin.