Forfatterens død og andre essays

En flot samling af Roland Barthes' (1915-1980) centrale essays om blandt andet litteratur og film.
Fra 1942 til sin død i 1980 udgav Roland Barthes et væld af bøger, essays, artikler, interviews og anmeldelser. Såvel de emner, Barthes tog op, som de metodiske vinkler, han lagde på dem, var meget skiftende. Man finder f.eks. analyser af dagligdagens myter skrevet i avisartikelform, en videnskabelig kortlægning af tøjmodens betydningsformer, en forelsket beskrivelse af Japan, et værk om 1800-talshistorikeren Michelet, en provokerende syntese af Racines tragedier, en række opgør med den universitære litteraturfilologi, en meget privat bog om fotografiet og en anden om kærlighedens retoriske figurer. Til disse emner skal også regnes en lang række essays om klassisk musik, om det antikke græske teater, om Brecht, om filmen, om reklamen og om lingvistik.

Roland Barthes, 1915-1980, fransk litteraturkritiker med stor indflydelse i Frankrig og Danmark. Med udgangspunkt i strukturalismens tanker om tegnsystemer har han analyseret moderne kulturfænomener, fx i den berømte Mytologier (1957, da. 1969); litteratur, fx i Om litteraturen (to essays fra 1978 og 1984, da. 1985); fotografi i Det lyse kammer (1980, da. 1988) og erotikkens sprog i Kærlighedens forrykte tale (1977, da. 1985).

Anmeldelser

"Roland Barthes skriver, så fuglene synger, og det foreliggende brede udvalg af hans essays er en godbid (...) Carsten Meiner har foretaget et glimrende udvalg, der strækker sig fra 1942 til tiden umiddelbart før Barthes' død i 1980. Meiner har tillige skrevet en vældigt god introduktion og bedrevet en fin oversættelse af Barthes' mange essays, så fin er oversættelsen, at Barthes' stemme lyder ren og klar selv på dansk, hvilket unægtelig er en bedrift. (...) Den ubetingede mester-essayist Barthes' greatest hits." - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Nu har Carsten Meiner meget fortjenstfuldt og med fintfølende lethed oversat et stort udvalg af hans essays gennem alle årene, forsynet med en fin og klargørende introduktion, der både viser faserne, fire i alt, i en menneskealders produktion og dens smidige konstans frem til de sene års personligt sansede, nydende skildringer. (...) Roland Barthes er som en kunstens elsker kommet nærmere med disse i alt 19 aktstykker." - Torben Brostrøm, Information

 

Nøkkelord: Litteraturvitenskap Teori

Andre kunder kjøpte også: