Gæa
Ethvert forsøg på rigtigt at indkredse og genrebestemme Sigurd Tenningens sprælske, men også krævende debut Gæa synes at slå fejl. Bogen er som en snu ål at skulle tage et analytisk greb om. Det kan både være frustrerende for en anmelder og indsmigrende og pirrende for en i bund og grund genresky læser som mig.
I selve karakteristikken af Sigurd Tenningens debut, som en snu, ålende bogsag, ligger der jo dog også en hvis omkransning af projektets natur. Fire fortællinger, essays eller undersøgelser spreder sig over den kvadratiske udgivelses ca. 60 sider, ”Arkhipelagos”, ”Kort historie om ild”, ”240k (kriminalfortelling) ” og ”Søylene”.
Arkhipelagos er en topografi af et indre (drømme)landskab skrevet i en nøgtern, semi-videnskabelig tone, der kan lede tankerne hen på f.eks. den fiktive rejsende Raphael Hytholoday i Thomas Moores store politiske skandaleværk, superklassikeren Utopia fra 1515. Ligesom Hytholoday befinder jeg-fortælleren i ”Arkhipelagos” sig på en ø, som må siges at være et noget nær perfekt ikke-sted:
Jeg har aldri opplevd annet enn sol under mine flyktige besøk på øya (det er en øy), og jeg har begynt å tvile på om det overhodet regner der. Vegetasjonen (tilsynelatende uendelig variert) tyder imidlertid på gode vekstforhold (...)
Men i stedet for at lade beskrivelserne af øen med politiske, samfundskritiske over- og undertoner bevæger fortælleren sig over i overvejelser vedrørende grænserne for sproglig kategorisering af omverdenen. Landskabet er en ”idé” eller et ”scenarium”, som fungerer som katalysator for nye idéer. Det er et sproglaboratorium, hvor sådanne størrelser, som forholdet mellem det rationelle og det mere fantastiske, f.eks. religiøse syn på verden, bliver stillet op i forhold til hinanden:
Alle forsøk på at forklare den troende de mikrobiologiske prosessene og øyas usikre opphav er for henne bare nye bekreftelser på det hun allerede vet: Gud virker.
I sidste ende fremstår teksten, som en elegant symbiose af den filosofiske, den naturvidenskabelige og den mere romantisk-litterære tilgang til verden. Man kan også vælge at følge hvert enkelt spor for sig gennem teksten, således bliver den ny ved hver læsning.
Bogens andet tekststykke, "Kort historie om ild", ligger i fin forlængelse af det første. Det består af to afsnit: 1) UQBAR og 2) Pao, hvor den første er en essay-lignende redegørelse eller forsvar for Jorge Luis Borges’ ”forestilling” om stedet Uqbar, som han beskriver i "Tlön, Uqbar, Orbis Tertius" fra 1940. Jeg-fortælleren bevæger sig hurtigt tættere og tættere ind på gådens kerne. Løsningen bliver en filmisk, Umberto Eco-thriller-agtig slutning i det andet afsnit, hvor han møder en litterært interesseret katalansk jøde ved navn Pao i Genève, som føjer en helt ny mystisk dimension til gåden. "Kort historie om ild" behandler to monumentale biblioteksulykker. Dels branden i Alexandria og en oversvømmelse af et bibliotek i Venedig. Pao beskrives som ”brennende klassisist” og er derfor naturligt udrustet til at tage kampen op med vandmasserne. Han redder tilsyneladende et manuskript, som han senere, under mystiske omstændigheder, løfter lidt af sløret for over for sin ven. Med inddragelsen af de store naturkræfter får teksten en dimension hinsides den menneskelige kontrol. Et tema synes at være, at visse gåder og hemmeligheder ikke skal løses eller afsløres, og at man risikerer at brænde sig ganske frygteligt, hvis man forsøger. Jeg tillader mig at citere tekstens slutning, hvor fortælleren læser det sidste brev han har modtaget fra Pao:
Brevets siste linjer ryster meg: mystikerne påkaller en rose, et kyss, en fugl som er alle fugler, en sol som er alle stjernene og solen, en vinkrukke, en hage eller kjønnsakten. Ingen av disse metaforene kan brukes om den lange jubelnatten som etterlot oss trette og lykkelige på grensen til soloppgang. Jeg vet umiddelbart at jeg har lest den samme passasjen før, og etter et kort søk blant bøkene i hylla, finner jeg at den stammer fra Borges og hans tekst 'El congreso', skrevet nærmere 40 år etter Paos brev.
Den tredje tekst viderefører tematiseringen af den sproglige undersøgelse og afslørings natur ved at tage form af en skematisk kriminalfortælling, som samtidig er en stram, konkretistisk eller i hvert fald systematisk leg, bygget op omkring tre af retorikkens grundbegreber ”inventio”, ”dispositio” og ”elocutio” og et afsluttende afsnit kaldt "Kameleon". Titlen "240K (en kriminalfortelling)" henviser til tekstens inventio, som er et alfabet, bestående af 240 ord som alle starter med k, fra ”kabal” til ”kårde”. I den encyklopædiske dispositio organiseres ordene i kategorier fra »ABSTRAKTION Kunnskap, kvalitet, kvantum« over bl.a. »LYD kakofoni, kjas, klang, klask, klunk, klynk, knepp, kvekk« til »ØY kontinent«. Denne organisering fører via en mere snæver opridsning af fortællingens struktur i elocutio: fabula (f.eks »OVERORDNET TEMATIKK kjærlighet, kjønn, klasse«) over i den egentlige udfoldelse af krimien, hvor de mange ord med k underordnes forskellige lokaliteter, ”I OPERAEN”, ”PÅ SYKEHUS”, ”HOS EN SPÅKONE” osv. Man afslører ikke for meget ved at gengive slutningen:
SENERE, I UTKANTEN AV BYEN Kirke, klokke, klang. Kanal: korpus (koloss), kadaver, ku, krumning (kentaur?).
”240K” er både maksimalistisk og minimalistisk i dens konsekvente brug af K. Ordene er grundigt og nøjsomt udvalgt og organiserede, men læseren står tilbage med et løst skelet af stikord eller tags, som han eller hun så selv må stykke fortællingen sammen omkring. Sidder man først med ordene kan man slet ikke lade være med at lade sig rive med af legen. Teksten er aldeles kuriøs og morsom, og kan godt opfattes som en litterær narrestreg, men der er også en vis tyngde, ikke mindst i udstillingen af læserens automatiske sproglige organisering og forsøg på at skabe mening, hvor der ikke nødvendigvis er nogen givet a priori.
Gæa sluttes af med en mystisk, anakronistisk tekst med flere science fiction-elementer, baseret på – eller i hvert fald inspireret af – historien om den babylonske forvirring. Helt oplagt og perfekt i tråd med de foregående tekster. Her er det dog ikke talesproget, men det videnskabelige, matematiske sprog, der finder sammen. Hvorimod ”Arkhipelagos” beskrev og omhandlede et indre landskab, er historien her tilsvarende tydeligt rettet mod det ydre. Teksten handler om et forsøg på at konstruere to elliptiske søjler, hver med en omkreds på over 200 meter, som så på grund af geometriens love skal støde på hinanden, når de er blevet tilstrækkeligt høje. Projektet munder dog ud i et stort naturvidenskabeligt kaos af beregninger og formler. Til sidst bryder eller smelter både beregningerne, skriften og også selve bogen Gæa bogstavelig talt sammen i en forsvindende kæde af evighedstegn. Ud fra en traditionel semantisk opfattelse er der tale om et sammenbrud, men man kan måske også se tegnene som et symbol på en forening af bogens også nærmest uendelige række af modsætningspar, men nok især dem der handler om organisering og beskrivelse af den menneskelige erfaring. På den ene side forsøger mennesket at navigere i tid og rum (både fortid, nutid og fremtid) ved hjælp af videnskabelige forklaringsmodeller, og på den anden side har han de særlige forudsætninger, der gør det muligt at drømme og fantasere sig frem og tilbage i tiden, f.eks. med kunsten.
På et overordnet plan er Gæa, som er det græske ord for Gaia, jordens gudinde, en kuriøs og umiddelbart underholdende bog. Den inddrager samtidig en lang række hjælpevidenskaber, som gør debuten til, om ikke et palimpsest, så i det mindste en bog med mange lag og mange mulige indfaldsvinkler. Første, anden og fjerde tekst har visse fantastiske elementer, som får dem til at fungere også på et umiddelbart plan. Krimifortællingen er ligeledes helt overordnet set finurlig og sjov. Men Gæa er først og fremmest, hvad man med en slags oxymoron kan kalde et lille retro-avantgardistisk værk, som vinder ved større kendskab til de forfattere, den henviser til og læner sig op af, og endnu mere, hvis man er på hjemmebane i mellemøstens historie eller i geometriens for den sags skyld. I begyndelsen af en artikel om Hans Herbjørnsrud fra tidsskriftet Ratatosk 3/4 2006 skriver Sigurd Tenningen om Borges, sproget og erindringen:
”Ordene”, skriver Borges, ”er tegn som forutsetter felles erindring.” Til grunn for utsagnet ligger en oppfatning av at språket benevner erfaringen av verden, altså at verden finnes før ordet. Men er det virkelig slik? Har ikke Borges selv, med ”Biblioteket i Babel”, gitt oss en virksom metafor for hvor felles erindring oppstår og lagres? Erindringen finnes nemlig allerede som en del av Biblioteket, og inngår dermed i språket, ikke nødvendigvis i språket slik vi kjenner det, men som et finitt tegnsystem bestående av alle mulige variasjoner av parametrene 25 tegn fordelt på 410 sider à 40 linjer – grynt og hyl, ord og lalling. Språket ligger der altså først, og sammenfaller med erfaringen idet den inntrer.
Dette forhold mellem sprog og erindring eller erfaring kan vel nok udvides til at handle om forholdet mellem sprog og erkendelse. Sigurd Tenningen bruger det i Ratatosk som udgangspunkt for læsningen af en anden forfatter, men det synes også at kunne overføres til det han selv undersøger i Gæa – på den ene side det finitte tegnsystem som udgør skriftsproget og for så vidt også matematikken, og på den anden side hele det infinitte ydre univers. Tematisk og sprogligt bevæger Sigurd Tenningen sig også i bogens fire dele fra det poetiske via det logisk klassificerende helt over i det nøgternt matematiske.
Det er skønt med små skønlitterære udgivelser, der forudsætter og nærmest forventer intelligente læsere. Endnu mere skønt med en skønlitterær bog, der slår så mange knuder og gør så mange krumspring, at man bliver i tvivl om, hvorvidt ”skønlitteratur” er det rigtige mærkat, eller om ikke snarere man skal tale om sprogfilosofi og erkendelsesteori, men først og fremmest åler den sig og unddrager sig i den grad genrebestemmelse.
