Beskrivelse
…
Det ville være sjovt at vide hvad folk tænker.
I hotellets restaurant er der floor show
og værelserne er designed
with the best word in modern comforts,
skal det forestille at være et meningsfuldt sprog.
Hr. Donner siger at finsk er et underudviklet sprog
og derfor skal man have fremmedord at støtte sig til.
Radio Keflavík sender propaganda
uden at opkræve licens,
her er det anderledes end i Blok
hvor brød er billigere end lort
og i morgen er du mindre delighted
of the exotic atmosphere of the Viking Bar
og det der panoramic view,
som dine øjne i dag andægtigt betragtede,
du dit troende fjols,
rejs tilbage til Amerika,
hvor der stadig er mange brave mænd at slå ihjel.
Pressen skrev:
«Saarikoskis digte er lange, urimede og snakkende, men alligevel med en spændstig, synkoperet rytme, der lynhurtigt kan sample emne med emne (…) Og de er nedsunket i en udtrykkelig, på skift komisk og desperat hverdagslighed.»
***** – Mikkel Zangenberg, Politiken
«Pentti Saarikoski er altså herlig selvbevidst, selvkommenterende og ironisk-sarkastisk, hele tiden i stand til at tage en afstikker, men konstant opmærksom på hovedsigtet»
– Klaus Rothstein, Weekendavisen
«Saarikoski skrev tekster, der udfordrede 1950ernes modernisme, så det slog sprækker i de finlitterære haller. – Kimende klar poesi»
– Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske
«Saarikoskis litteratur er sanselig, let og voldsom på samme tid – en balance mellem egen krop og ydre verden. I ‘Jeg spejder ud over Stalins hoved’ står en sådan tvetydighed overalt at læse. En tvetydighed, der samler bogens to hovedlinjer mellem det enkle og det komplekse, mellem nærvær i situationen og nysgerrighedens sanselige blik på det nære og så samfundskritikken, ideologien.»
– Tue Løkkegaard, ATLAS
«Sproglig præcision præger den finske Saarikoskis prosanære lyrik, der er fyldt med lakonisk meddelt rædsel og skarpt tegnet mismod»
– Torben Brostrøm, Information
