Beskrivelse
Med stikordene 'filosofi og litteratur' har SLAGMARK i dette nummer indhentet dugfriske bidrag fra fem danske forskere – samt en enkelt ældre tekst af en franskmand – om et efterhånden klassisk idéhistorisk tema. Alle seks bidrag kan tages som vidnesbyrd om, at diskussionen mellem det filosofiske og det litterære meningsfuldt kan fastholdes i en filosofisk diskurs, hvis den samtidig tør være så elastisk – ja så litterær, om man nu vil – at den kan forskelsbehandle uden at vælge side; det viser sig at være sagen tro, når den fænomenologiske filosofi – herunder eksistensfilosofien – trækkes af stald som en rød tråd igennem alle artiklerne. Ud over den faste anmeldersektion sidst i nummeret indeholder dette nummer af SLAGMARK også et intermezzo, som denne gang er forbeholdt temaer i idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsens forfatterskab. Fire idéhistorikere er blevet bedt om at forholde sig til et frit valgt emne, som både de selv og Hans Jørgen Thomsen har – eller har haft – et mellemværende med. Dette nummer af SLAGMARK er således tilegnet afdøde lektor, dr. phil. Hans Jørgen Thomsen (1950-2005). SLAGMARK nummer 44 indeholder bidrag fra Søren Harnow Klausen, Thomas Illum Hansen, Benjamin Boysen, Isak Winkel Holm, Sune Liisberg, André Danielsen, Hans-Jørgen Schanz og Jens Viggo Nielsen. Endvidere findes et stort interview fra 1965 med Jean-Paul Sartre; denne tekst foreligger hermed for første gang på dansk.