Beskrivelse
Med ‘humanvidenskaberne’ tænker Foucault – i en fransk sammenhæng – på alle de videnskaber, der handler om og er optaget af mennesket: foruden ‘humaniora’ (sprog, historie, psykologi, religion, antropologi osv.) sociologien (mennesket som samfundets aktør) og den side af biologien, der har fokus på homo sapiens (mennesket som art og naturvæsen). I ‘Ordene og tingene’ vælger han tre snit, tre vidensfelter: sproget (grammatikken, filologien), arterne (naturhistorien, biologien) og rigdommene (pris/penge-analysen, økonomien) – felter i dag hjemmehørende i sprogvidenskaben, biologien og sociologien.
Med ‘arkæologi’ mener Foucault en undersøgelse, der graver ned for at undersøge forstadierne til noget, vi kender til i dag – her humanvidenskaberne, som har en ‘historie’ (udviklingshistorie), der går tilbage til nogle særlige forskydninger i vidensfelterne fra slutningen af 1700-tallet til godt ind i 1800-tallet. Overalt og til enhver tid bygger vi viden op gennem klassifikationer og begrebsmæssige afklaringer, der knytter nogle træk sammen, og samtidig udskiller dem fra andre: ligheder og forskelle skaber indsigt og nye veje til øget indsigt.. Denne gruppering får i slutningen af 1700-tallet ‘mennesket’ ind som særlig kategori, som på få årtier driver nye ‘videnskaber’ – humanvidenskaberne – frem som krumtap i en række erkendelsessammenhænge. Det er om dette brud og de forskydninger, de forårsager, som Foucault er optaget af i ‘Ordene og tingene’, der blev et gennembrud ikke blot i humanvidenskabernes historie og metodegrundlag, men også i Foucaults forfatterskab og vej til professoratet ved Collège de France fra 1970. Kort sagt et hovedværk i flere henseender.
