Differance

Her er tale om et foredrag, holdt i Fransk filosofisk Selskab den 27. januar 1968 og senere medtaget i værket ’Marges de la philosophie’ (1972) – oversat fra fransk efter ’La différance’. Medtaget i den danske udgave er dels den manchet, hvormed Derrida indbød til foredraget, dels udskriften af den diskussion, der udspandt sig efter foredraget. Dertil en fyldig indledning ved Søren Gosvig Olesen, mag.art. og lektor i filosofi ved Københavns Universitet.

”Jeg skal altså tale om et bogstav.” Sådan indleder Derrida (f. 1930) sit foredrag, og det bogstav, han henviser til, er a’et i ’differance’, som ret beset er forkert (burde være et e), men som ved sin bevidste forkerthed vil fremdrage en dobbelthed ved selve tænkningen: at adskille og at udsætte – at differere og derved lade forskellen (mere end mål og sidste årsag) være det drivende i den filosofiske omgang med verden. Den klassiske metafysik siden Platon og Aristoteles har tænkt over det værende – om væren – som noget identisk, enhedspræget og afsluttet. Altså i grunden noget statisk, man en gang for alle kunne for hold på, fx ved som Aristoteles at indsætte den ’ubevægede bevæger’ som en første årsag, der samtidig standser tænkningen: der er ikke mere (især ikke noget højere) at komme efter end denne gud, der sætter væren og indgyder den telos (mål, hensigt). Derrida vil med sin tale om ’differance’ pege på en anden vej, dekonstruerende forskelstænkning, dvs. en tænkning, der går efter forskelle, skiller betydninger ud, drage forskelle i spil osv. og derved snarere blotlægger, dvs. dekonstruerer ellers smukke enheder/helheder, end opbygger, end sige gør sig metafysisk opbyggelig. Det er ikke noget enkelt, pædagogisk foredrag, man kan uddrage en praktisk, konkret betydning af, men en grundovervejelse – for åbent tæppe – af tænkningens mulige andre veje og metoder. Den slags er svært, og af den efterfølgende diskussion kan man også se, at de ellers kloge hoveder har fået noget at tænke over og ikke altid er helt med – hvilket til gengæld kan virke pædagogisk opmuntrende for nye læsere af denne kernetekst, der har leveret skyts til såvel dekonstruktion og dekonstruktivisme.

”Derrida er måske den bedste læser, tiden kan præstere… nu omsider i formfuldendt dansk oversættelse ved Søren Gosvig Olesen, der også har skrevet et spræglært forord” skrev Peter Wivel i Berlingske Tidende.  ”Gosvig har også oversat den oprindelige diskussion… det er et forrygende dokument.” (Rune Lykkeberg i Information)