Egentlighedens jargon: Om den tyske ideologi

Dette er en bog, der kritisk tygger drøv på Heideggers 'Væren og tid' fra 1927 og dette værks forbløffende virkningshistorie, ganske som Marx & Engels i deres 'Den tyske ideologi' (1845) gik i kødet på det Hegel-epigoneri/opkog, som Stirner, Feuerbach og Bauer repræsenterede. Men det tyske i disse opgør er ikke afgrænset til Tyskland; som vi ved gik 'Heideggriet' over sø og land og gav alle mulige (eksistens)psykologer,  -pædagoger og -teologer er lager af store ord om eksistens, forladt, væren-i-verden, omhu, væren til-døden, angst osv. Altsammen - via mestertænkeren Heidegger - lagt op som eksistentiale kendsgerninger, dvs. betegnelser for metafysisk givne grundtilstande i livet. Kunne man ikke spejle sig i dem og løfte sin eksistens op i EGENTLIGHEDENS univers, så var man blot et 'man', et upersonligt og uegentligt gennemsnit af homo sapiens - med Kierkegaard: en spidsborger. Det er hele denne dyne af forførende begreber og tankekonstruktioner, som Adorno her dekonstruerer, dvs. afdækker den indre ideologi i, små- og storborgerlig som den var - og er. For Heideggeriet er ikke slut: i dag er det blot trængt ind i tidens journalistiske flovser og i managementsprogets uendelige række af oppumpede hurraord. New age og coaching er 'egentlighedens jargon' LIGHT - og dét giver perspektiv til denne vigtige, intense og intenst polemiske analyse. Adorno er rasende på det metafysiske spin, der vikler den menneskelige selvbevidsthed ind i vrøvl og derved fratager det evnen til at forstå og - handle. GØRE NOGET. Apatien breder sig.