Frygt og bæven

Frygt og bæven (1843) henter sin titel fra et af Paulus´ breve, sin hovedperson fra 1. Mosebog og sin etisk-humane konflikt fra Søren kierkegaard (1813-55) selv. Det lyder indviklet, og når forfatteren endda underskriver sig Johannes de silentio (Johannes af tavsheden), men ikke just tier, er der tråde nok at rede ud. Hovedpersonen er Abraham, hvis tro og gudhengivenhed prøves med beskeden om at ofre sønnen Isak. Dét er en situation i frygt og bæven, eller burde da være det, hvis en far ellers har sin søn kær og kender sin moralske pligt.

Spørgsmålet er derfor, om der findes noget højere, fx et guddommeligt bud, en personlig tro, der kan sætte den humane omsorg ud af spillet og måske også undskylde den særlige tavshed og fortielse, Abraham benytter sig af. Begge aspekter indgik i Kierkegaards egen frygt og bæven oven på den hævede forlovelse med Regine Olsen i efteråret 1842, hvor han flygtede til Berlin og bl.a. skrev - Frygt og bæven. Her genudgivet i en mere læsevenlig form og med rigelige realnoter ved Peter Thielst.