Kritik af den kyniske fornuft

Sloterdijks monumentale og monstrøse værk er ikke til at slippe, når man først får begyndt. Her er ikke tale om en spidsfindig forkastelse af Kant - og bag ham Hume, Locke, Descartes osv. - men om en nøgtern, og dog burlesk-anderledes, påpegning af, at vor oplyste og optimistiske rationalitet har taget kvælertag på sig selv: i stedet for at regne har vi lært at REGNE DEN UD - at bruge fornuften strategisk mod oplysningens eget store projekt. Deraf skiftet fra REN fornuft til KYNISK fornuft: en oplyst kultur, der ikke vil vide af, hvad den ved - der ikke vil konsekvenserne af sine klare tanker og derfor møblerer dem om, så de passer til det kortsigtede, strategiske og kyniske, man vil og kan magte. Det handler om magt på felter af kulturen, hvor højere, mere idealer skulle have virket - og den kyniske fornuft er den smarte (strategisk-kontollerede) oplysthed, der via spin og nye tiltag af fremmedgørelse øver deres indflydelse. Af samme grund har vi - med Sloterdijks ord - gjort det at 'handle mod bedre vidende' til en dyd. - Heroverfor stiller han den oprindelige filosofiske kynisme, antikkens omkring Diogenes i tønden, hvor kroppen er i centrum og i fornuft triumferer over fornuften: man er og gør, hvad man siger - og omvendt. Findes det 'hele' menneske, er det her, og dets 'kynisme' - efter græsk 'kyon' = hund - består i at veje selvets nære behov højere end åndelige og stræbsomme idealer.  - Kritisk filosofi når den findes og er mest karsk og sublim!