Kritik af den rene fornuft

”Vi lever i egentligste forstand i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig. Religionen henviser til sin hellighed og lovgivningen til sin majestætiske suverænitet, og begge vil gerne unddrage sig. Men derved pådrager de sig begrundet mistanke og kan ikke gøre krav på den uforblommede agtelse, som fornuften alene udviser over for dem, der har kunnet udholde dens frie og offentlige prøvelse.” Sådan opridser Kant (1724-1804) selv i ’Kritikken’ baggrunden for sit store oprydningsprojekt, der vil gengive fornuften den fornødne status og vished til at sætte dagsordenen for et oplyst samfund i fremskridtet ånd. Det handler om i erkendelsen at kunne skelne mellem skidt og kanel, mellem ’das Ding an sich’ – som måske ligger hinsides sikker viden – og ’das Ding für uns’, dvs. virkeligheden som den foreligger for os, gennem sanser, erfaring og logiske slutninger. Når vi kender den grænse, ved vi både, hvad vi kan bedrive videnskab om (og have ganske almen tillid til), og hvad vi må overdrage til mere eller mindre vidtløftig tolkning (og dermed til personlige former for vished). Ikke alle udsagn om verden er lige velfunderede eller lige gode i erkendelsesmæssig henseende, og ikke mindst i postmoderne tider, der ofte frisætter alt som konstruktioner og fortolkninger, er det værd at have Kants både kringlede og krystalklare skelnen med i bagagen. Der er jo ingen grund til at gøre os dummere, end vi behøver at være. ’Kritikken’ er en milepæl i oplysningens projekt – en værdig og overvældende opfølger til Descartes’ ’Meditationer’ (se backlist). - Se også Prolegomena og Metafysikkens fremskridt.