Meditationer over den første filosofi

Alle kender vendingen ’cogito ergo sum’ – måske også den kåde variant: ’coitus ergo sum’ (sådan set lige så sand) – men ikke alle gør sig klart, hvad det var for en opgave, Descartes (1596-1650) havde sat sig selv på. Senere formulerede han den som (igen latin) ’de omnibus dubitandum est’: man bør tvivle om alt, dvs. som filosof må man en gang imellem gå sig selv nøje efter i sømmene og således vende kritikken og den metodiske tvivl mod tænkningens grundlag. Også tankens værktøj står til diskussion, og kun hvis det kan tåle et eftersyn, er det værd at tænke videre med. Derfor gik Descartes i gang med at stille spørgsmål ved de mest elementære træk: kan man stole på sanserne? kan man klart skelne mellem drøm og virkelighed? kan man være sikker på, at den gode Gud ikke driller og sender dæmoner i spil på fornuftens gebet? Nej, nej og atter nej, og når man på den måde er havnet i filosofisk kviksand, så er der kun en gold skepticisme tilbage, hvis ikke man kan finde en ny hank til virkelighed, en ny og sikker stige at redde sig op ad. Her kommer det berømte ’cogito ergo sum’ Descartes til hjælp, thi når jeg tænker, så ER jeg: det står helt fast, og fra denne sikre grund får Descartes gennem sine seks dages meditationer genopbygget hele tilliden til vor erkendelse og anvist dens rationelle erkendekraft. Til hjælp undervejs falder et par gudsbeviser, så vi ikke skal tvivle på hans eksistens eller hensigter, og alt ånder atter idyl – med den pris, at den emotionelle og irrationelle side af vor natur fatalt taber terræn i forhold til den rationelle, og at det bliver svært at forstå sammenhængen mellem krop og bevidsthed, legeme og sjæl, noget materielt og noget tænkende, dvs. immaterielt. Dermed igangsatte Descartes en århundrede lang diskussion af sjæl/legeme-problemet, som længe holdt lægevidenskaben på den såkaldte apparatfejl-model til forståelse af sygdom og gjorde den blind for de psykosomatiske sammenhænge. Det berømte ’cogito’ var ikke uden følger…