Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne fremtræde som videnskab

Da Immanuel Kant (1724-1804) i 1781 udsendte sin store Kritik af den rene fornuft, var der længe ganske stille omkring hans ellers ambitiøse projekt, hvorfor han gav sig til at gennemskrive og formidle substansen i sin erkendelseskritik på ny – og det blev til ’Prolegomena’, der af samme grund ofte regnes for en populær udgave af ’Kritikken’. Der er nu stadig tale om vanskelige distinktioner og krævende argumenter – analytiske vs. syntetiske sætninger, apriori vs. aposteriori, anskuelsesformer og forstandskategorier – men man når trods alt hurtigere frem til den skelnen mellem ’tingen i sig selv’ og ’tingen for os’, da kan holde luftig spekulation (der i sidste ende baserer sig på tro og antagelser) på afstand af videnskabelig, sikker erkendelse. Desværre forvirrer Kants brug af begrebet ’metafysik’, idet han knytter det til den videnskabelige omgang med ’tingen for os’ – det vi ved og kan vide noget om – og ikke lader det betegne spekulative systemer og mere eller mindre religiøse konstruktioner, sådan som vi ofte gør. 'Prolegomena' er således i kortform Kants bidrag til en grundlæggelse af den moderne videnskab - om det, vi ved og overhovedet kan have (sand/sikker) viden om.

”Som tekst er ’Prolegomena’ så åben, at den ikke på nogen måde lukker for indblik i den fordybelse og udvidelse af Kants filosofiske register, som efterhånden fandt sted, men snarere skærper appetitten og sensibiliteten for de kraftige landskaber, som kommer til syne i afhandlingerne om kunst og religion.” skrev Viggo Rossvær i den norske avis Morgenbladet.