Beskrivelse
Det drilagtige ved Plotin – for en nutidig læser – er, at når han taler alvorligt og indtrængende om gud, så tror vi, at det er den kristne Gud, der er i fokus. Det er det ikke, for Plotin var græker og ‘hedning’, så hans ene gud er et princip, et filosofisk princip som Aristoteles’ ‘ubevægede bevæger’, der betregner begyndelsen og oprindelsen til alt værende i verden. Gud er ‘det ene’ (altet i en enhedsfigur), og fra gud eller det værende i sin øverste/inderste/absolutte essens udstråler (emmanerer) alt: først ånden, derpå sjælen – i det enkelte menneske – og endelig kroppen og hele den øvrige materielle/fysiske verden. Alt ER således af gud og har som sådan væren/eksistens. Omvendt følger af denne lære en livsopgave, hvis mål er at nå gud, dvs. at skride fra det fysiske (kroppens niveau) til den sjælelige, fra dette i individuel forstand til det fælles i ånden – og derfra til kernen selv: gud = det ene. Kunsten (vejen til det skønne) er som religionen (vejen til det transcendentalt sande) metoder til at gå denne vej fra det lave til det høje, fra det tilfældige til det absolutte – heraf betegnelsen ‘sublimering’ = (lat.) det opløftede eller ophøjede. – Ikke kristen, men nyplatonisk filosofi. (Og som sådan nu en del af grundpensum på filosofistudiet på Kbh.Uni.)
