ESKE: Forsamlet poesi 1969-2004

Forsamlet poesi består af 20 digtsamlinger og løse tekster af Eske K. Mathiesen i årene 1969 - 2004.

Eske K. Mathiesens poesi har sin helt egen lette tone, der bestemt ikke er let at mestre. Det er underfundige digte – langt fra uden humor. Den kan være så man sidder og trækker på smilebåndet. Den kan være så man slet ikke kan lade være med at sidde og klukke i ny og næ, som man læser videre og videre. Den kan være så man slet og ret griner igennem.

Et af Eske K. Mathiesens særlige kendetegn er, at det små bliver stort. Eske K. Mathiesens digte kredser gerne om naturen og dyrelivet, som skildres med en egen fornemmelse for øjeblikket og et eget forhold til de små situationer, som han gengiver og udfolder for vores øjne. Eske K. Mathiesens digte er fx også minder fra barndommen eller fra skoletiden eller vi møder i digtene de forskellige personligheder som Lyriske Larsen, Kejseren og hans elskerinde i Prag, Hist og Pist, Lektor Tornskade og frk. Spidiop...

Med stort efterskrift af Erik Skyum-Nielsen.

Eske K. Mathiesen (f. 1944) debuterede i Hvedekorn i 1969. Af uddannelse er han folkemindeforsker, der præger digtene i første halvdel af hans forfatterskab. Siden debuten er det blevet til over 20 bøger, der uomtvisteligt viser, at Eske K. Mathiesen er en af Danmarks allerfineste nulevende digtere.

HAVER

Det bedste ved haver, påstår sneglen, er når de bliver opgivet og atter vil være natur, når bladene ikke bliver revet væk men får lov at ligge og rådne; når lys og skygge må bygge deres egne spindelvævsslotte; når jordbærrene år for år bliver mindre, til sidst som skovjordbær; når ingen mennesker mere kommer og forstyrrer med deres linealer, græsslåmaskiner, ukrudtspulvere og spader; når de vilde hindbær en aften tænder deres røde lygter, og sølvstierne – vort værk – begynder at glimte i månelyset; når faldne træer får lov at ligge, og stubbene dækkes af glødende mos og lav. Når alt dette sker, så synger vi snegle, og elsker, bug mod bug, i timevis, i dagevis, intet har hast, alt er lyst!
Ved du, hvad der skete i Paradisets Have, da Adam og Eva forlod den? Blomster og fugle, dyr og insekter, ja selv regnormene græd af glæde og lo om kap med hinanden. Det var det bedste, der kunne ske, at disse to forvirrede skabninger forlod haven, sikken fest der blev! – Det gik dem ilde; men Gud så, det var nødvendigt. Gud er næsten lige så klog som en snegl.