Det stof alting er gjort af

Ridset, krakeleret, farveløs. Ingen tåge omkring øen, kun patina. Alle fantasiens glitrende overflader forsvundet fra murene, taget er ikke rustrøde brikker, søen er ikke koldt sølv. Himlen udvisket, vandet udvisket og grænsen imellem dem: Den gamle pagode navnløs på en navnløs ø som de billeder der svæver bag sindets bagerste tanker og spejler sig selv. Konturerne blødes op, alting forsvinder, alle ting er i fortsat flugt fra sig selv og her - i vild panik ind i linsen, ind i det magiske sorte apparats mørke kammer hvortil det sidste grå lys fra 1870 lige akkurat undslipper.