ASKS ABC
En arkivanmeldelse af bogen Lost and Found: Queerying the Archive, tænkt til at blive læst, stablet, gemt, glemt & fundet igen
Arkivet. Kollektivitetens eksterne harddisk. Umiddelbart ukontroversielt, nærmest kedeligt og så helt igennem indlysende i sin konstruktion. Det er stedet, hvor vi lagrer vores hukommelse, vores Historie. I ental og med stort H. Naturligvis. Men hvem har skrevet, samlet og systematiseret den? Hvordan? Det er ikke ligegyldigt.
Arkivet baserer sig på udvælgelse, klassificering og fortolkning, det balancerer mellem hukommelse og glemsel. Arkivet er emnet for den udgivelse, der ligger ved siden af mig på mit spisebord, Lost and Found: Queerying the Archive, kataloget til udstillingen i Kunsthallen Nikolaj af samme navn. »Den seneste tids queerkunst og -teori har forholdt sig til fortiden på mange måder,« skriver Mathias Danbolt i sit bidrag til Lost and Found »Touching History: Archival Relations in Queer Art and Theory«, »idet den har udfordret traditionelle forståelser af arkivet, vidnesbyrd, synlighed og sandhed.« Det er dette (åbne) forhold mellem kunst, teori og arkivets forskellige former, som er omdrejningspunktet, for udstillingens værker såvel som katalogets tekster, der på forskellig vis søger at udfordre den officielle Histories narrativer, de konventionelle arkiver og den (hetero)norm, de er konstrueret omkring, i et forsøg på at åbne rum for alternative former for erindring, erfaring, erkendelse etc.
Hvordan kan queerkunst og queerteori med andre ord skabe nye narrativer, nye arkiv og arkiveringsformer baseret på personlige erfaringer og følelser (følelsesregistre)? Historier om »intimitet, seksualitet, kærlighed og aktivisme« hinsides de officielle narrativer, hinsides normer for køn og seksualitet. De historier, der er svære at fortælle. Dem som er blevet betragtet som moralsk anstødelige, for vanskelige at klassificere, for infraordinære. Dem som ikke passer ind i vores selvforståelse. Smertefulde narrativer. Hvordan skaber vi et dynamisk arkiv, der konstant kan forskyde, problematisere og destabilisere kategorier og formelle strukturer uden at det smuldrer mellem fingrene på os? Hvordan kan vi queere arkivet? Mit navn er Ask Katzeff. Velkommen i mit anmeldelsesarkiv for Lost and Found: Queerying the Archive.
Bogen. Lost and Found er en stilfuld, sort sag, smuk som en bibel. I to dele. Første del rummer Jane Rowley og Louise Wolthers introduktion samt tre fantastisk veldrejede og glasklare artikler: Mathias Danbolts »Touching History: Archival Relations in Queer Art and Theory«, Ann Cvetkovichs »Photographing Objects: Art As Queer Archival Practice« og »The Art of Losing« af Heather Love. Mellem artiklerne skærer dele af Joe Brainards langdigt I Remember sig knivskarpt ind med hvid skrift på en sort baggrund. Anden del udgøres af udstillingens værker. De to dele er skarpt adskilte, idet værkerne, vel for at lægge ekstra vægt på de kunstneriske bidrag, stikker nogle centimeter ud fra bogens første del.
Citat. »[T]he notion of an archive has to extend beyond the image of a place to collect material or hold documents, and it has to become a floating signifier for the kind of lives implied by the paper remnants of shows, clubs, events, and meetings. The archive is not simply a repository; it is also a theory of cultural relevance, a construction of collective memory, and a complex record of queer activity.« Judith Halberstam, In a Queer Time and Place – Transgender Bodies, Subcultural Lives
Dårlig hukommelse. Den kollektive hukommelse er elendig. Bestemte former for kropslighed, for køn og begær naturaliseres og ophøjes til norm, mens andre fortrænges fra de officielle arkiver. Mathias Danbolt citerer Jacques Derrida i sin artikel: »Der findes ingen politisk magt uden kontrol over arkivet, hvis ikke ligefrem over erindring som sådan. Demokratisering kan altid helt konkret måles i forhold til dette kriterium: deltagelse i og adgang til arkivet, dets opbygning og dets fortolkning.«
Eklektisk. Queerarkivet er eklektisk. Eklektisk udvælgelse, eklektisk (de)konstruktion.
Fotografisk hukommelse. I Artiklen »Photographing Objects: Art As Queer Archival Practice« tager Ann Cvetkovich udgangspunkt i to fotografiske serier: Tammy Rae Carlands My Inheritance og Zoe Leonards Analogue. Hvor Carlands værk udgør et omfattende arkiv af fotograferede hverdagsgenstande – en kasse med kærlighedsbreve, en sirligt ordnet collage af kassettebånd, arvestykker fra Carlands mor, etc. – dokumenterer Leonards billeder af butiksvinduer fra New Yorks Lower East Side en kultur, der i dag er truet af gentrificering og økonomisk skævvridende globaliseringsprocesser. Fælles for de to kunstnere er imidlertid ifølge Cvetkovich brugen af det man kunne betegne en slags 'fotografisk hukommelse' til at undersøge forholdet mellem materielt og flygtigt i »et følelsesarkiv«, der rummer andet og mere end affortryllet data. Det materielle afsløres som noget, der er tæt forbundet med det flygtige, med det følelsesladede, mens det flygtige tager form som fotografisk repræsentation.
Genealogisk. Arkivaren er en (lille) hvid, heteroseksuel, (jødisk) mand (med runde briller). Min morfar, Josef Katzeff, var arkivar. Han sad oppe under loftet på avisen Aktuelt i København. Lille Kat blev han kaldt.
Himmelske emporier. I artiklen »John Wilkins’ analytiske sprog«, præsenterer Jorge Luis Borges en vis kinesisk encyklopædi med titlen De velgørende kundskabers himmelske emporium. »På dens usandsynlige sider«, skriver Borges, »kan man læse, at dyrene opdeles i (a) dem der tilhører kejseren (b) de balsamerede (c) de dresserede (d) pattegrise (e) havfruer (f) fabeldyr (g) løse hunde (h) dem som er inkluderet i denne klassifikation (i) dem der skælver, som om de var gale (j) dem som findes i store mængder (k) dem som er malet med en ganske fin kamelhårspensel (l) etcetera (m) dem som lige har slået vasen itu (n) dem som på afstand ligner fluer.« Dette 'himmelske emporium' udgør et arkivisk eksempel, der relativerer og destabiliserer konventionelle klassifikationer. Hvad det imidlertid ikke tilbyder os, er et brugbart eksempel på et alternativt, mere tilfredsstillende erindringsmodus.
Infraordinær. Det infraordinære må også høre hjemme i queerarkivet. Det som ofte er blevet anset for at være for småt, for banalt, for hverdagsligt og for personligt til at blive arkiveret.
Jeg. Det personlige er ligeledes centralt. Det er derfor ikke uvæsentligt, hvem jeg er. Det er trods alt mit arkiv, det her. Jeg er født i '81. Jeg er redaktør, digter, underviser, aktivist og handicaphjælper. Jeg får et nyt gråt hår, hver gang jeg skal skrive en anmeldelse. I juni fik jeg en mail fra Martin Johs. Møller, der spurgte om jeg ville anmelde Lost and Found: Queerying the Archive. Jeg kan huske, at jeg mødte Martin første gang til en oplæsning på Andys Bar i Gothersgade, København. Vi var begge gæsteoplæsere hos digtergruppen Koordinat. Jeg kan huske følelsen af at falde helt igennem. Jeg kan huske Martin roste mine tekster. Det er ikke uvæsentligt. Det personlige må spille en rolle i queerarkivet. Det personlige er politisk. Og poetisk. Som i Joe Brainards I Remember: »I remember trying to convince my parents that not raking leaves was good for the grass. I remember that I liked dandelions all over the yard. I remember that my father scratched his balls a lot.« Det er ikke kronologisk, det er ikke tematisk, men det er poetisk.
Kunstig hukommelse. I filmen The Watermelon Woman forsøger kunstneren Cheryl Dunye at sammenstykke en biografisk fortælling om en vis sort skuespillerinde ved navn Fae Richards fra 1930’ernes Hollywood ud fra bøger, interviews, gamle filmklip etc. Det viser sig imidlertid ved filmens slutning, at Richards aldrig har fandtes. »Nogle gange må man skabe sin egen historie«, erklærer Dunye. Det betyder dog ikke, at der ikke har eksisteret kvinder som Richards. Sorte, lesbiske skuespillerinder. Kvinder, hvis historie aldrig er blevet en del af de officielle narrativer. Fiktionens kunstige hukommelse, lærer Cheryl Dunye os, kan således være et led i konstruktionen af alternative, opdigtede, men på ingen måde mindre sande eller sandsynlige fortællinger.
Lost & Found. Eller hittegodskontoret. Flere af udstillingens værker baserer sig på fundne objekter eller for videoværkernes vedkommende på såkaldt found footage. Som i Aleesa Cohenes lille smukt sælsomme film LIKE, LIKE, hvor en række kvindelige figurer er trukket ud af deres oprindelige narrativer og bragt sammen for at spejles i hinanden i hvad, der ligner en umulig kærlighedshistorie, idet kvinderne, fastlåst i hver deres narrativ, forsøger at kommunikere. Hvordan, kunne man spørge, kan alt det fundne og forsvundne, det tilfældigt sammenførte bringes til at kommunikere med hinanden? Hvordan kan det bringes til at fortælle en ny historie?
Mnemoteknik. De små regler, der gør det lettere at huske. Huskeremser. Logiske seriefølger. En sløjfe om din finger. Hvori består queerarkivets mnemoteknikker?
Negativer. I sin artikel »The Art of Losing« beder Heather Love os om ikke at glemme alt det negative i den kollektive såvel som individuelle queerfortid. Trods narrativer om en stigende grad af accept og inklusion, deler queers en fortid for sorg, vrede, skam, som vi må stå sammen om. Det, der binder queers sammen er ifølge Heather Love en følelse af 'bagvendthed'. Eller spejlvendthed? Den fotografiske hukommelses endnu ufremkaldte, spejlvendte negativer. Til hendes værk Blood Script lod kunstneren Mary Coble sig tatovere med 75 hadefulde ord. Uden blæk. Herefter blev der lagt et hvidt stykke papir over hvert af disse ord, så de kunne efterlade et blodigt, spejlvendt aftryk. Hos Coble bliver kroppen et arkiv for smertefulde minder.
Out. Der er forskel på at være 'out' og 'outside'. Heather Love beder os bemærke at de nu efterhånden udbredte fortællinger om homoseksuelles gloriøse, kollektive eksodus ud af fortidens skabe (closets are for clothes!) til en tilværelse som out and proud ofte er sket ved at kappe båndene til dem, som fortsat er udenfor. I disse dage er der Outgames i København. Her kan du være ’out’ alt det, du vil, når blot det foregår som et led i den globale oplevelsesøkonomi, som forbrugere. Mens dem uden købekraft ekskluderes. Queerkamp må også for alt i verden være en indædt kamp mod kapitalismen.
Performativt. Ingo Taubhorns Die Kleider meiner Mutter er en fotografisk genindspilning af en række barndomsminder om hans mor. Med ham selv i hovedrollen. Taubhorn i hans mors tøj. I køkkenet. Foran familiens parcelhus. På sengen i et stjålent øjeblik. Det iscenesatte, performative benyttes til at gøre det tabte levende igen.
Queerarkivet er åbent, ufuldendt, rhizomatisk, dialogisk, eklektisk, flydende og på en gang materielt og flygtigt. Det rummer både det performative, det følelsesladede og mundtlige, det rummer fortællinger om intimitet, seksualitet, kærlighed og aktivisme såvel som konkrete artefakter, kunst, dokumenter og andre former for (af)tryk, lyde, dufte og det stof som erindringen er gjort af.
Reproduktiv futurisme. Queerarkivets praksisformer må bevæge sig hinsides dominerende narrativer om kernefamilien, hvor Barnet udgør vores (eneste) horisont for at tænke fremtiden, skriver Danbolt. Eller for at citere Lee Edelman. »Fuck the social order and the Child in whose name we’re collectively terrorized; fuck Annie; fuck the waif from Les Mis; fuck the poor, innocent child on the Net; fuck Laws both with capital ls and with small; fuck the whole network of symbolic relations and the future that serves as its prop.«
Stilhed.
Tårernes historie. »Hvem vil nedskrive tårernes historie?« spørger Roland Barthes. Tårernes historie må ifølge Cvetkovich være en historie, der behandler det hverdagslige, det ordinære og følelsesladede, det er en minoriteternes historie, for hvem følelsen af tab og sorg kun er alt for velkendt. Værkerne i Lost and Found udgør brudstykker af denne historie. »Ved at skabe et følelsesarkiv,« skriver Cvetkovich, »forsøger disse kunstnere at skabe ikke alene kunstobjekter, men former for offentlig historie.« Tårernes historie. »I remember the only time I ever saw my mother cry. I was eating apricot pie.«
Ubekendt. Tejal Shahs videoprojektion »What are you?« er en hyldest til transkønnede fra Mumbais Hijra-samfund. Billeder af hud, kroppe, sex, Shahs egen kønsskifteoperation kontrasteres med klip fra Mumbais overvågningskameraer der registrerer, interpellerer og klassificerer. Hvad er du? Ikke noget, der passer ind i jeres kategorier.
Værkerne. Elmgreen & Dragset The Incidental Self Fig. 4, Mary Coble Blood Script, Ingo Taubhorn Die Kleider meiner Mutter, Tejal Shah »What are You?«, Benny Nemerofsky Ramsay Lyric, Conny Karlsson I Am Other (Candy & Me), Flemming Rolighed Darkroom, Aleesa Cohene LIKE, LIKE, Kimberly Austin Learning Normalcy, Cecilia Barriga Meeting Two Queens, Heidi Lunabba Studio Vilgefortis og Al Masson Objets de voyage.
Xenofobi. Den 13. august i år brød kampklædt politi ind i Brorsons Kirke på Nørrebro i København for at anholde en gruppe irakiske asylansøgere, der havde søgt tilflugt i kirken af frygt for at blive tvangshjemsendt til Irak – et land plaget af en krig, som den danske stat selv deltager i. Det har ikke noget med Lost and Found at gøre. Men det er vigtigt. Og måske er det slet ikke så lidt relevant trods alt. Irakerne blev hentet i busser midt om natten. De blev forsøgt fjernet i stilhed. I mørket. Staten deporterer dem lidt af gangen for at undgå for megen furore. Og her blot få uger efter er historien om irakerne så godt som forsvundet fra nyhedsstrømmen. Ligeså stille slettes de fra den kollektive korttidshukommelse og den klamme grød af nationale hymner. Det er den politiske kalkule. Men den 13. august vil aldrig blive glemt. Eller tilgivet.
Y. Systemet er ufuldendt.
Zeugmatisk. Den ofte overraskende sammenstilling af sideordnede, men indholdsmæssigt forskellige ord. »I remember milkmen. Postmen. Guest towels. 'Welcome' mats. And Avon Ladies. I remember driftwood lamps.« Hukommelsen er ofte ordnet efter umiddelbart usynlige principper.
Æstetisk. Kunsten er central i queerarkivet som eksperimentfelt for alternative arkivformer. Den kan præsentere os for andre former for erfaring og erindring, den kan udvide vores forestillinger om, hvad der er muligt og ønskeligt at arkivere. Og så findes der inden for kunsten en tradition for at kritisere de principper for udvælgelse og klassificering, som kunstinstitutionen baserer sig på (»Do women have to be naked to get into the Met. Museum?«).
Øjeblikkeligt. Queerarkivet må kunne rumme alt det, som er øjeblikkeligt. Og gøre tiden synlig.
Åbnet. De er ikke lette, teksterne i Lost and Found. Bestemt ikke. Betydninger undslap mig af og til sammen med min koncentration under læsningen. Men det skal heller ikke være let. Det som imidlertid kan undre er, at teksterne i Lost and Found, som alle kredser om andre former for erfaring, erkendelse, erindring etc., er så grundlæggende konventionelle i deres form. Danbolt, Cvetkovich, Love. Det ligner umiskendeligt en klassisk akademisk tekst. Noget tilsvarende gælder i øvrigt for udstillingen i Nikolaj Kirke. Det ligner umiskendeligt en klassisk kunstudstilling. Man kunne måske, bogens og udstillingens emne taget i betragtning, have ønsket sig en mere flydende, flygtig, flaprende(?) form. At bogen er tydeligt todelt, at Joe Brainards digt skærer sig smukt og knivskarpt ind mellem artiklerne synes lidt for lidt. Man kunne godt have ønsket sig en mere åben bog.
