Gi’ os Danmark tilbage
1.
I mars i år overvar jeg et arrangement på Louisiana – Museum for moderne kunst utenfor København. På programmet sto en samtale mellom poeten og åttitallsikonet Søren Ulrik Thomsen og Rune Lykkeberg, kulturredaktør i Information. Ordstyrer var Politikens kulturjournalist Marie Tetzlaff. Thomsen og Lykkeberg hadde begge nylig utgitt bøker som på ulike måter tar for seg kulturradikalismens status i Danmark, Thomsen med den personlige essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke (2009) og Lykkeberg med sin historiserende debattbok Kampen om sandhederne (2008).
I presentasjonen av et av sine hovedpoenger – nemlig at merkelappene «progressiv» og «reaksjonær» vanskeliggjør reell samtale mellom ulike posisjoner, slik vi ser det i sekularismens snøblinde angrep på religionen og da spesielt islam – ble Lykkeberg avbrutt av ordstyrer Tetzlaff: «Men islam er jo reaksjonær! Om ikke som religion så som styreform.» Lykkeberg, som ble noe perpleks av den lite gjennomtenkte kommentaren, svarte ganske enkelt: «Hva betyr ’islamsk styreform’?» Tetzlaff utdypet: «Nei, det er jo diktatur, kvinneundertrykkelse, steining, mangel på ytringsfrihet og så videre.» Lykkeberg og Thomsen avsto i felleskap fra å imøtekomme ordstyrerens innvending.
Opplevelsen av å være vitne til Tetzlaffs fall from grace var nesten ulidelig: Politiken, avisen som kritiserte både Jyllands-Posten og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under den såkalte Muhammed-krisen, er angivelig en liberal avis, og Tetzlaff er journalist i avisens kulturseksjon. Hennes rigide stigmatisering sto som en eksemplarisk demonstrasjon av Lykkebergs poeng: Det finnes ingen kommunikasjon mellom «reaksjonære» og «progressive», fordi begge leire så fundamentalt er bundet opp i klisjeer og gjensidige fiendebilder.
Lykkebergs bok er blant annet et forsøk på å forstå hva som skjedde ved det danske folketingsvalget i 2001, da høyresiden vant makten og Anders Fogh Rasmussen inntok Christiansborg. I sin første nyttårstale presenterte Fogh programmet for en kulturkamp som hadde som mål å erklære klassemotsetningene for døde og innlede en ny era i politikk og offentlighet:
Det gamle århundrede, det 20. århundrede, var præget af klassekamp, folkemord, undertrykkelse, verdenskrige. Det var århundredet for de totalitære ideologier. Totalitære ideologier, i hvis navn mennesker blev undertrykt og dræbt for en påstået højere sag. Det var kollektivismens århundrede. Systemernes århundrede. Lad os gøre det 21. århundrede til frihedens århundrede – præget af samarbejde, fred og respekt for det enkelte menneskes liv. […] Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.1
Talen, som er arktitekten Foghs tegning for Danmark i det 21. århundre, har blitt en grunnlagstekst i dansk selvforståelse av i dag, og den er betingelsen for at den svært konservative presten og folketingsmedlemmet Søren Krarup fra Dansk Folkeparti kunne betegne valget i 2001 som et systemskifte. Også på den intellektuelle siden av debatten har talen spilt en viktig rolle: I tillegg til Lykkeberg har for eksempel Pablo Henrik Llambiás gjengitt den siterte passasjen i sin roman Et ukendt barn fra 2005.
Som norsk tilflytter til København konstaterer jeg likevel at det det ikke er anti-intellektualismen, ekspertforakten og folkelighetsfanatismen som gjør sterkest inntrykk på meg, men den danske innvandringspolitikken og den tilhørende innstillingen overfor ikke-vestlige innvandrere, særlig muslimer. Et fremtredende eksempel på den forsterkede fremmedfrykten er den nå så berømte debatten rundt karikaturtegningene av Muhammed trykket i Danmarks største avis, Jyllands-Posten i 2005.
Kulturredaktør i Jyllands-Posten, Flemming Rose, skrev følgende i kommentaren han lot ledsage de tolv infame tegningene:
Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.2
Kravet, stilt av det hegemoniske flertallet til den allerede svært pressede minoriteten, om at «man må være rede til å finde sig i» ytringsfrihetens konsekvenser, har blitt et aksiom i dansk offentlighet. Kritiske innlegg i debatter om innvandring, religion og integrering er ikke underlagt krav om rasjonalitet eller mer generelt: anstendighet, men er alltid-allerede gyldige i kraft av en antagelse om at ytringsfriheten er truet og må bevares. Slik har man fått en atmosfære der justisminister – og tidligere kultur(!)minister – Brian Mikkelsen kan uttale følgende om den ene parten, innvandrergjengene, i den pågående bandekrigen på Nørrebro i København:
Blågårds Plads-gruppen er hårdkogte forbrydere. De er dømt for drabsforsøg, vold, trusler og narkohandel. De truer og ødelægger andre folks liv. Jeg ved udmærket, at rockerne [MC-bandene] er lige så brutale og afstumpede. Men det ændrer ikke på, at vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land!3
Ytringsfriheten opptrer, i dansk offentlighet, som en pervertert absolutt, og som en legitimering av storsamfunnets sjikane av muslimer.
2.
Det mest adekvate forsøket på fortolkning og kritikk av den nye hovedstrømmen i dansk offentlighet har funnet sted i litteraturen, og da spesielt blant et firkløver av forfattere utgitt på forlaget Gyldendal: de allerede nevnte Rune Lykkeberg og Pablo Henrik Llambías, poeten Lars Skinnebach og romanforfatter Lars Frost. Av de tre skjønnlitterære forfatterne, er det kanskje Frost, som med sin «ingeniørroman» Ubevidst rødgang (2008), har gått lengst i gi utviklingen av dagens Danmark skjønnlitterær form.
Underliggende for arbeidene til Skinnebach, Llambías og Frost er en ukuelig moralsk-politisk sensibilitet, som for eksempel i denne passasjen fra Frosts forrige roman, Smukke biler efter krigen (2004), der George W. Bush’ bruk av adjektivet «nådeløst» dissekeres på solstadsk manér:
Tænk at hele den vestlige verden finder sig i, at præsidenten for De Forenede Stater stiller sig op og siger – i en tale til de amerikanske tropper, der slås i Golfen – og til hele resten af verden, naturligvis, tag ikke fejl af det – Lasse så det på fjernsynet ligesom hele resten av verden – tænk, at der ikke er nogen, der beder ham holde kæft, når han stiller sig op og siger – at Amerika vil kæmpe nådesløst. Hvornår er det blevet acceptabelt for et civiliseret samfund ikke at ville vise nåde? Hvornår er det blevet en god ting, noget man proklamerer med stolthed, at man har i sinde at optræde nådesløst? Er der ingen anstændighed tilbage i verden? Kan han ikke i det mindste prøve at holde masken og prøve at bilde os ind, at amerikanerne vil gøre sig umage for at udkæmpe en anstændig krig?4
Frosts idiosynkratiske analyse av nådeløsheten eksponerer det gestiske ved politisk maktspråk: Med kursivene legges det trykk på nådeløshet, anstendighet, innbildning; ordene vokser ut av en ektefølt indignasjon, et intellektuelt krav til det politiske hegemoniet om en grunnleggende innsats for å møte våre humanistiske forventninger og idealer. Om ikke annet, lyv til oss! Det er skamløsheten som er så utålelig.
Ubevidst rødgang angriper head on spørsmålet om hvordan dagens Danmark fikk sin form:
[D]en smule såkaldt frigørelse, vi har set i Danmark, den vil komme tilbake og hjemsøge os, siger Erik, som et rigidt system af undertrykkelse, ikke i morgen, men om nogle år, når de såkaldt nye normer er størknet i dogmatisk frisind, som blot er undertrykkelse på en anderledes måde, end det, vi kender i dag, siger Erik, det vil hjemsøge os, som vi altid er blevet hjemsøgt af gammelt had og gammel angst.5
Erik, som er romanens hovedperson, taler ut av syttitallets dyp, omgitt som han er av røde terrorister, dansk sosialdemokrati, fri sex og diskusjonsgrupper. Men Erik er ikke med, han er tilskuer: en middelaldrende ingeniør. Det er hans sønn, Arne, som er radikaleren, som har sex med de han har lyst til, når han har lyst til det, som anklager sin marxistiske lesegruppe for å være bløde.
Erik er derimot blant dem som skal bygge landet, bygge broer og universitet, konstruere søyler og fundamenter. Ingeniøren er selve hjernen i sosialdemokratiet, og hans «kunst» er den skjønneste av alle kunster: «[D]et er inde bag alt det, inde bag staffagen, at den virkelige skønhed findes, i konstruktionerne, den præcise og nøjsomme leg med tyngdekraften og vandets og vindens påvirkninger»6.
Frost har gitt sin roman sjangerbetegnelsen «Ingeniørroman», men ingeniørkunsten ligger ikke bare til hovedpersonens profesjon, den danner også grunnlaget for Frosts poetikk. Ubevidst rødgang er et komplekst byggverk, skjønt i sitt eget spill med tyngdekraft, trykk og strekk. I en fabelaktig ornamentert, nesten barokt maksimalistisk prosa, fattig på punktum, men rik på similer, kler han av den danske keiser, plagg for plagg.
Arne, Eriks sønn, dør i en trafikkulykke. Han står på fortauskanten og venter på grønt lys, opptatt i egne tanker, så løper en person forbi ham, over veien for å nå en buss. Arne følger etter, men trafikklyset viste fremdeles rødt, og Arne blir overkjørt og drept. Begrepet «ubevisst rødgang» viser til dette fenomenet, at mennesker bryter reglene, utilsiktet, fordi andre gjør det. Kanskje er det en forklaring, eller en begynnelse på en analyse av veien mot Foghs Danmark? Hvis vi følger Rune Lykkebergs historiske tilnærming, åpenbares en annen, og mer aktiv motsetning i det danske samfunnet, en motsetning som også er sterkt manifestert i Frosts roman.
3.
Lykkeberg skriver at det med den sosialdemokratiske velferdsstaten vokste frem en ny klasse av lønnsmottagere som sto i fare for å representere «velstand uten velferd», eller med Raga Rockers; de ble maskiner i Nirvana. For å forsterke en kritisk offentlighet og utdanne folket, altså arbeiderne, til demokrati og humanisme, grep den kulturelle overklassen til provoserende kunst som våpen og pedagogikk. Staten skulle finansiere produksjonen og diskusjonen av kunst for slik å holde borgerne våkne, og å utfordre dem til å forholde seg aktive og kritiske til sine omgivelser. Til denne strategien knyttet det seg noen problemer: For det første førte den til en institusjonalisering av en elitistisk og abstrakt diskurs som sto langt fra folket. Videre var ideen om oppdragelse av borgerne sterkt moralistisk. Og sist, men ikke minst hvilte den på en allianse mellom arbeiderklassen og den kulturelle overklassen: Kunsten var fullstendig avhengig av en iboende solidaritet med underklassen.
Etter hvert som arbeiderklassen og den kulturelle overklassen skled fra hverandre og en ny allianse oppstod, nemlig den mellom arbeiderne og den økonomiske overklassen, fødtes også noen klisjeer om hva som skiller kunsten og folket, de progressive og de reaksjonære: De intellektuelle bor i København og leser Politiken (eller helst Information), arbeiderne bor i periferien og leser Jyllands-Posten. De førstnevnte forholder seg til abstrakte problemer og lever av skattebetalernes penger, de sistnevnte skaper verdiene. Slik kan Kresten, Eriks bror i Ubevidst rødgang, beskylde sin bror for følgende: «Du har været for lenge i København, siger Kresten. Hvad skal det betyde? spør Erik. Hernede er vi nødt til at leve i realiteternes verden, lillebror, siger Kresten.»7
Frost beskriver skillet mellom realitetenes verden utenfor hovedstaden, og det abstrakte, hegemoniske og sosialteknologisk optimistiske København gjennom romanpersonenes intellektuelle posisjoner og sosiale ryggmargsreflekser. I Arnes kamerat Michael finner vi troen på at mennesket må gjøres fritt og kritisk for å forløses:
Det er ikke samfundets opgave at tæmme mennesket og holde menneskets basale impulser under kontrol. Lykkes samfundet at undertrykke de basale impulser, vil impulserne forvandles til borgerlige dyder. Den menneskelige indignation er en konstruktiv kraft, en energi, der kan bruges til at skabe kulturelle værdier i samfundet, siger Michael.8
Lykkeberg viser at den kulturradikale kunsten og humanismen har delt dette synet på menneskets frihet, og at dette er forsøkt implementert i statens kunstpolitikk. Men dette har liten eller ingen klangbunn i folket: Maskinene trives i Nirvana. Og det er i reaksjonene mot denne kunstpolitikken vi finner de første substansielle opprørstendenser mot velferdsstaten fra høyre: I protesten mot at skattepenger angivelig går til finansiering av forfatteres besøk på puber og kroer, mot de statlige allmennkringkasternes venstreorienterte kunst- og nyhetsformidling, og kanskje viktigst, i avstanden mellom intellektuelles sosiologiske analyser og folkets syn på verden.
Kriminologene har ikke klart å selge straffens og hevnens nytteløshet til folket. I stedet har vi fått en retorikk som har gitt opp å behandle mennesker som potensielt gode, og heller argumenterer for jordnære løsninger: Kriminelle har gjort sitt valg, og vi lovlydige bør spares for deres nærvær i samfunnet. Lasse, hovedpersonen i Smukke biler efter krigen, reflekterer over nettopp dette at de saklige, rasjonelle argumentene taper i en offentlighet som dyrker folkets følelse av common sense:
Lasse læste et interview med Helge Adam Møller (MF) om fartsgrænserne. Journalisten fortæller, at Helge Adam Møller fremhæver, at når bilisterne er lovbrydere på motorvejene, så peger det på, at reglerne bør laves om, så de højere hastigheder bliver lovlige. Journalisten følger fint op på logikken bag Helge Adam Møllers argumentation og stiller det indlysende og gode spørgsmål, om han så også vil have ændret loven, så det bliver lovligt for cyklister at køre over for rødt, når nu så mange cyklister faktisk kører over for rødt lys. Nej, svarer Helge Adam Møller, og han uddyber sit svar, han siger, at det er et klart mindretal af cyklister, der kører over for rødt lys, men et kæmpe flertal af motorvejsbilister kører indimellem over hundrede og ti kilometer i timen. Så der er en forskel, mener Helge Adam Møller.9
Som Fogh sier: Vi skal ikke finne oss i at ekspertene forteller oss hvordan verden er skrudd sammen, når vi selv har tilgang til den kunnskapen vi mener å ha behov for.
4.
Ubevidst rødgang foretar en merkverdig vending av denne historiske problematikken i overgangen mellom de to hoveddelene i romanen: Som en karnevalisering av de strukturelle forholdene, en negasjon av dikotomien, blir ingeniøren Erik til libertiner og levemann i Roma. Den kvinnelige fortelleren, som også er ingeniør, reiser til Italia og møter ham. De innleder en affære og hun drar videre til Venezia der hun kommer i kontakt med en rekke fagfolk som arbeider med å restaurere og redde byens bygninger fra et stadig tiltagende forfall. Venezia, et i litteraturen levende bilde på vestlig dekadanse og verditap, er utsatt for fysisk erosjon og masseutglidning:
Man har billeder af udsmykningen på Markuskirken fra trediverne, som viser, at stenerne er i noget nær perfekt stand, alligevel var der allerede tredive år senere sket en synlig forringelse af stenenes kvalitet, og nu ti år senere har forfaldet nået et fremskredent stadium.10
Også i Venezia dukker Erik opp, og de svært tekniske diskusjonene av ulike løsninger på byens problem blander seg med hans stadig mer dionysiske fremferd. I byen der Gustav von Aschenbach valgte å gå sin undergang i møte utspilles motsetningene i Eriks danske kropp. Han rives mellom sin identitet som profesjonell, klippefast medlem av den danske, økonomiske middelklasse med et prioritert blikk på det timelige ved politikk og eksistens, og en mer kulturradikal og liberal nerve. Som når han – i fylla – uttrykker sin forakt for de bevisstløse søvngjengerne som omgir ham: «De har ingen ambitioner om at forbedre deres eget eller andres liv, det er måske det allerværste, de har ingen ambitioner om at give noget tilbage til denne jord. De tager, hvad de kan bære, de tager, hvad de kan slippe afsted med at stjæle, og giver intet tilbage.»11
I den motsetningsfylte Roma-Eriks paradoksale identitet ser vi at menneskesynet Michael ga uttrykk for, som dannet grunnlaget for troen på den provoserende kunsten som pedagogisk verktøy, også er en forutsetning for ideen om personlig ansvar og initiativ i dagens kapitalisme. Rune Lykkeberg beskriver det han kaller kapitalismens tredje fase som et svar på kunstens kritikk av problemene ved den andre fasen: Den tredje fasen «lover kreativ selvrealisering under frie former».12 Kapitalismen har tatt konsekvensen av kritikken av arbeideren ved samlebåndet og funksjonæren foran fjernsynsskjermen om kvelden og tilbyr «[d]en uformelle arbeidsplads med modernistisk kunst på væggene, den kærlige omsorg for den unikke medarbejder, adgang til attraktive sociale netværk».13 Kapitalismen har lykkes i å ta brodden av den kulturradikale kritikken ved selv å levere den kombinasjonen av frihet og ansvar som ble etterlyst: «Den nye kapitalisme tiltrækker arbejdskraft fra de samme segmenter, som tidligere udviklede kulturkritik: De dygtigste humanister tiltrækkes med løfter om spændende projektarbejde og udfordrende selvudvikling.»14 Roma-Erik forbanner tredjefase-kapitalismens suksess:
Det er pop- og modeindustriens udgave af frisindet og frigørelsen, det er kommercialiseringen af frisindet, det er markedsudvidelse, det er kapitalen, der griber ud efter teenagernes lommer, og nu også vil sælge dem frigørelsen fra det gamle, det forstokkede, det, de bilder sig ind, holder dem tilbage, men det hele sker inden for rammerne af forældregenerationens økonomiske og politiske system, alle ideerne findes allerede i deres forældres generations værdisæt, i mit værdisæt, og de bilder sig ind, at de kan undslippe tyranniet ved at skifte deres forbrug ud, de skifter ét forbrug ud med et andet[.]15
Selv står Erik som en paradoksal skulptur over skiftende allianser og motsetninger mellom ulike kulturelle og økonomiske klassers språk og samfunnsanalyser.
Ingeniørromanen Ubevidst rødgang åpner opp det tekniske, konkrete språket til de ekspertene som i Foghs optikk beskjeftiger seg med «faktisk viden». Venezias forfall, som analyseres og motarbeides innenfor rammene av et naturvitenskapelig språk, rommer også dypere nivåer enn det rent faktiske: Erosjonen av stein, utglidningen av mudder og jord, slitasjen på statuer og ornamenter er deler i en av-sløring. Den gamle byen er på vei mot undergangen og «sandheden er kommet for en dag».16
Lykkeberg påpeker at der modernismen dannet kunstens og de intellektuelles analytiske og refleksive verktøykasse overfor oppløsningstrekkene i samfunn og historie mellom 1910 og etterkrigstiden, er det i dag den faktiske viten som skal være grunnlag for forståelse og handling i en kaotisk verden. Fogh var den perfekte leder for Danmark, som i det 21. århundre er å regne som en bedrift:
Som leder er Anders Fogh Rasmussen typisk for et kulturskifte i dansk politik. Han lægger vægt på at formulere klare løfter til vælgerne, som skal overholdes. Han vil evalueres på sin troværdighed. Anders Fogh Rasmussen improviserer ikke, men planlægger først og realiserer efterfølgende sine planer. Han engagerer sig ikke i lange offentlige diskussioner, der ikke enten vedrører det specifikt politiske projekt eller tiltaler specifikke vælgersegmenter. Han er erklæret afholdsmand, demonstrativ ikke-ryger, dyrker daglig motion og fremtræder i enhver henseende kontrolleret. Anders Fogh Rasmussens habitus står i opposition til normerne i den kulturelle middel- og overklasse, som ser diskussion som et mål i sig selv, improvisation som en dyd, og som ikke fører nøje regnskab med løfter og indfrielser, men lægger vægt på saglige begrundelser.17
5.
Fremstillingen og fortolkningen av nyere dansk historie i Kampen om sandhederne hviler blant annet på en rekke analyser av litterære tekster. Gjennom avkoding av sosiale strukturer i romaner av forfattere som Bent Vinn Nielsen, Klaus Rifbjerg og Hans Scherfig, får Lykkeberg tilgang til mekanismer som vanskelige lar seg avdekke empirisk-sosiologisk. Romankunsten har løpende arbeidet med samfunnets største og mest grunnleggende problemer, og Lykkebergs bok er et eksempel på at gevinsten ved samfunnsmessig aktualisering av tekstene er stor: For eksempel får vi i litteraturen en dypere innsikt i bondestudentens fremmedhet overfor byen, eller underklassens språkløshet i møte med hegemoniet, enn det som er mulig i sosiologien.
Forfatterne i det gyldendølske firkløveret, journalisten Lykkeberg, poeten Skinnebach, faksjonsprosaisten Llambías og romanforfatteren Frost, viser og kritiserer brennpunktene i vår skandinaviske livsverden. Og var det opp til meg, erstattet de Brian Mikkelsens nasjonalkonservative kulturkanon. De står for en bred, grunnleggende og intelligent dansk selvrefleksjon med et intenst kritisk og moralsk potensial.
Bøkene deres vekker følelsen av universell gyldighet og betydning, og jeg tenker at dette er tekster alle stemme- og ytringsberettigede mennesker burde lese.
Men en slik konklusjon bringer oss kanskje tilbake til kulturradikalismens feilslåtte pedagogikk.
Noter:
1 Talen kan i sin helhet leses på http://www.stm.dk/_p_7354.html.
2 Flemming Rose: «Muhammeds ansigt», http://multimedia.jp.dk/archive/00080/Avisside_Muhammed-te_80003a.pdf.
3 Sitert fra et debattinnlegg i Information: Finn Janning: «Dem, der aldrig har været inde, bliver dømt ude», http://www.information.dk/186219.
4 Lars Frost: Smukke biler efter krigen, s. 53, Gyldendal, 2004.
5 Lars Frost: Ubevidst rødgang, s. 187, Gyldendal, 2008.
6 S. 197-8.
7 S. 127.
8 S. 97.
9 Smukke biler efter krigen, s. 84.
10 Ubevidst rødgang, s. 234.
11 S. 263.
12 Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne, s. 171-2, Gyldendal, 2008.
13 Ibid.
14 S. 174.
15 Ubevidst rødgang, s. 188.
16 S. 252.
17 Kampen om sandhederne, s. 262-3.
