Bilag til Niihlsø 98-09

Rasmus Halling Nielsen (f. 1983) har længe rumsteret i undergrunden, berygtet for sin enorme produktivitet, anerkendt for sin vilde og dog prægnante omgang med sproget og dets billeder. Har udgivet en række unikum-bøger, hæfter, har bidraget til diverse danske tidsskrifter. Medlem af poesigruppen koordinat. I nærværende udgivelse kommer læseren med på en slang-sproglig odyssé, måske en roman, måske en digtsamling, nogle gange visuel poesi, måske i virkeligheden poesi.

Uddrag

Der er en lyd af to armes blege hud, jeg undersøger ikke lyden før det for sent, igen er de trukket indrykket tilbage bag gardiner, et godt stykke over jorden, ca. en 2. sal. Jeg vil derop, helt op og sige, bl.a. at lyden af sammenbrudt hud over i for mange rynker – og disse rynkers lyd som trak vinden dem, som trak vinden armene tilbage til mørke, men er lejligheden henlagt i mørke? Det er ikke til at sige for solens refleks i dem og de vandrende skyers tattoo rydder ruden for indblik ind i lejligheden, og jeg, hernede, standser min pause og tager skridtene  videre; det er ono varme uno høj temp. der gør skjolderne under mine arme søer for skjorten at sejle bort i. Hvis jeg bare vidste hvorhen skridtene sejlede og hvis bare lyden af flaprende hud rynket og bar indtil trøjes indhegning af de begyndende skuldrer ikke forfulgte mig, sige, ’spil mig en sang med dine knoglers urene urnetoner i duet med urets stik ind i taktik.’