Den Blå Port 66

Kristine Kapel: Stedt midt i det sociale. Interview med Niels Frank
Elisabeth Friis: Upside down - boy you're turning me - inside out. Sparagmos hos Jensen, Bjelke og Søndergaard
Peter Borum: Stochholms dobbelte syntaks. Om to-tre digte i Nicolaj Stochholms Rekonstruktion

Tekster:

Katrine Marie Guldager: Seks anekdoter
T. S. Høeg: Taxa
Niels Frank: Fridas frøprins
Lars Skinnebach: Læs mig! Jeg har store bryster
Plinius den Ældre: Naturalis Historia, bog 7., afsnit 2: Besynderlige folkeslag
Nicolaj Stochholm: 3 digte
Thøger Jensen: Der hvor lyset bliver ved med at falde

Leder 1

HVIS EN SANGERINDE EVENTUELT LAVER BRASEKARTOFLER TIL MIG

Spørgsmålet om, hvor vi skal sætte grænsen mellem borgerlig og småborgerlig, mellem reaktionær og fortrop bliver ved med at spøge. Og hvad er egentlig det borgerlige i dag, hvor man i den politiske verden kan se borgerlige partier tage breddens parti og pervertere ethvert fornuftigt frihedsideal til smålig, barnefingerklistret vil-have-mere? Engang var borgeren en revolutionær skikkelse. Kunne det være ved at ske igen?

“Hvis en sangerinde eventuelt laver brasekartofler til mig, er det klart, at hun indvirker borgerligt på mig. Hvis hun imidlertid synger en sang for mig fra de skrå brædder, så opfatter jeg hende snarere som en hjertensgod veninde, som et væsen, der kommer langt, langt borte fra, næsten som noget europæisk, humant” – skriver Robert Walser i et af sine Mikrogrammer. (Mikrogrammet slutter: “Hvor er en vis uvidenhed dog en køn ting til kvinder! Synes De ikke også?” – men det er en anden sag.)

“Man vil som skribent gøre den erfaring, at jo mere præcist, sam-vit-tig-hedsfuldt og sagligt adækvat man udtrykker sig, des vanskeligere for-ståeligt anses det litterære resultat for at være, mens man bliver belønnet med en vis forståelse, så snart man formulerer sig slapt og ansvarsløst” – skriver Theodor W. Adorno i 1951 i Minima Moralia. Det er trist læsning og bedrøveligt aktuelt. Det er i samme klamamse om “Moral og stil”, at Adorno hiver stikket ud, slår hfi-relæet fra og pifter cyklen, da han slår fast, at “kun det, som de ikke først behøver at forstå, regner de for forståeligt, kun det virkelig fremmedgjorte, det kom-mer-cielt prægede ord, berører dem som noget kendt.” Ak, hvor sandt. Kan vi være i tvivl om, at det stadig er sandt? Nej, det er stadig sandt. Ikke desto mindre må vi insistere på samvittighedsfuld omgang med sproget og hinanden – vi bliver blandt andet nødt til at spørge, hvem er “de” og hvem er “vi”?
“De” er som altid dem, der er uenige med os, og “vi”, det er os, os der er enige. Enige, for eksempel, i udsagn som: “Avantgardismen var en reaktion mod et samfund, hvor det offentlige liv gradvis blev tilpasset massens niveau, en proces, der nu er fuldbyrdet med fjernsynets snakkeprogrammer.” Opsummering af avantgardismens forhold til det offentlige liv er Horace Engdahls fra Berøringens ABC, og han konkluderer: “Man bekrigede en borgerlig dannelse, som alligevel var stedt i forsvinden af årsager, man ikke forstod (º) ‘Fortroppen’ sejrede, men på en slagmark, der var ifærd med at blive til mindested. Den fik lov til at beholde sine allerede museale våben (normbruddet, provokationen og uforståeligheden) og blev interneret i det stipendierede kulturliv.”

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen satte gang i en diskussion med deres Kritik af den negative opbyggelighed. Nu fik de borgerlige dyder, den borgerlige kunstforståelse, et manifest, et rød-sort manifest, mente mange. De spørger blandt andet, om den såkaldte avantgarde skal have lov at have patent på en kunstnerisk sandhed, hvis den ikke har mod til at gentænke sine præmissser og tilsyneladende står i stampe? Hvis den, som også Horace Engdahl, på sin egen måde, peger på, kæmper et slag, den forlængst har vundet.

Det er for let blot at erklære sig uenig i Thomsens udlægning af Folkekirkens rolle som moralsk bastion mod allehånde angreb på Sandheden, og angribe Thomsen og Stjernfelts æstetik som en helliggørelse af digt og digter. For deres bog er ikke kun en litterær æstetik, den er også en bog om samfundssind. Man kan afvise hele projektet og erklære sig frisindet og sekulariseret, eller man kan vise sit frisind og engagement og prøve, på trods, at finde en mere konstruktiv, mindre negativ, måde at håndtere bogen på. Finde en bredere uenighed, så at sige.

Kan vi forestille os en litteratur, der har frigjort sig fra sine omgivelser, sin virkelighed, den omgivende verden? Nej, naturligvis er det en absurd forestilling. Men er litteraturen forpligtet til at reagere på, diagnosticere og behandle, kurere, disse omgivelser? Nej, naturligvis ikke. Litteratur er kun forpligtet på at være litteratur, i og for sig. Men gider vi læse den litteratur, der er tilfreds med sådan et selvbillede? Derfra må man begynde at diskutere litteraturens kvalitet og relevans og størrelser af den slags. Det er ikke som forfatter, forfatteren er forpligtet på at tage del i samfundet og socialiteten. Det er som menneske og borger, forfatteren er forpligtet på at tage del i samfundet og socialiteten. Forfatteren kan ikke fralægge sig sit borgerskab, litteraturen ikke fralægge sig sin placering i en virkelighed.

Men er der ikke mange sandheder i Kritikkens udpegning af nogle af de meget skræmmende tendenser i den politiske, kunstneriske og dagligdanske hverdag netop nu og de sidste år? Er der ikke derude en perverteret fetichering af en frihed, der først og fremmest manifesterer sig i et krav på retten til at køre i en større bil og skide på alle omkring sig? Et krav på retten til at sige, nej, frem for pligten til at sige, nej. Skal man kaldes småborgerlig, fordi man mener, der kan være brug for opdragelse af befolkningen og en ny anstændighed i den danske offentlighed, så kald os småborgerlige. Er økologi også ved at være småborgerligt? Så kald os småborgerlige. Så er det småborgerligt at udstille sit overskud og vilje til at sørge over hele verden. Også Darfur, selvom der ikke er fanget charterturister i katastrofens øje. Men så er alting vendt på hovedet. Hvis småborgerlighed er modsætningen til det vox-pop demokrati, vi, mindretallet, fordummelsens ofre, er ved at blive magtesløse vidner til, så lad os være småborgerlige, sammen, på barrikaderne med både tynde og tunge bøger i hænderne. Vi er ikke bange for at bruge dem.

Elitært smagsdommeri kan ikke sættes lig med anti-demokratisk virksomhed, og demokrati kan ikke reduceres til et dumpt pøbelvælde.

Vi må stille os på skuldrene af bedre mennesker og bedre forfattere. Der er en hel del at lære af bedre mennesker og forfattere. Vi læser også gerne dem med store bryster. Og oveni alt dette må man forsøge at leve op til det smukke råd avantgarde-mama Gertrude Stein gav os et sted: “Glem ikke at underholde de besøgende.”

Hvad er mere underholdende og demokratisk opløftende end en livlig diskussion mellem folk, der ikke er bange for at blive klogere?

Leder 2

FORMER FOR FORMER

En bog, der vil holde på formerne, forviser sine ustyrlige momenter til sit noterapparat. Således i Kritik af den negative opbyggelighed – første del skrevet af Frederik Stjernfelt, anden del af Søren Ulrik Thomsen – hvor Stjernfelt fortæller om sin ungdom blandt anarko-syndikalister i senhalvfjersernes København. Det sker i note 52. Dér var han ikke alene. Nils Gunder Hansen var der, fortæller Stjernfelt, og Søren Ulrik Thomsen var der; fænomenologen Dan Zahavi var aktiv i anarkistgruppen Sorte Klat. Zahavi limede plakater fast på bankernes glasdøre. Der stod: “Pengeøkonomien er aflyst. Gå hjem og forhold Dem roligt.”

Ifølge note 52 var anarko-syndikalismen en rus, et ungdommeligt kick. Den var også en vaccination. Har man først fordrukket sig i dén spontane formløshed, der hersker blandt anarko-syndikalister, så kender man nemlig dens farer, skriver Stjernfelt. Man lærer at være formerne taknemmelige, omgangsformerne, selvsagt, men også institutionernes og kunstens former. Man lærer også, at der må være vandtætte skodder mellem tilværelsens områder. Mellem liv og kunst, f.eks.

Således sætter den anarko-syndikalistiske vaccination sig på Stjernfelts kunstsyn. Kunsten skal ikke bare holde på formerne, mener han, den skal holde sig for sig selv. “At hævde kunstens autonomi er at skærme den fra politik, etik, videnskab, teologi og hvad der ellers stirrer sultent efter den”, skriver Stjernfelt andetsteds – og i den tilføjede note: “Noget lignende gælder naturligvis den modsatte vej rundt.”
Kunsten og dermed også litteraturen skal være fri for uvedkommende indgreb. Den har retten til at være ren form, Skøn med stort S. På den anden side må kunsten og dermed litteraturen faktisk ikke sige noget om noget. I al fald ikke om noget af det, der betyder noget: Politik, etik, videnskab, teologi og hvad den ellers stirrer sultent efter. Alternativet er anarkistisk formløshed, som nok kan give et kick, men i sidste ende fører til totalitære katastrofer.

Sådan er det også hos Søren Ulrik Thomsen. Dog taler han i Kritik af den negative opbyggelighed mere om kirken end om kunsten. Dog taler han om kirken, som om den var et kunstværk. Thomsen er højkirkelig. Han er optaget af gudstjenestens ritualer, ikke fordi de udtrykker Guds nærvær, men fordi de inddæmmer en guddommelig erfaring. De giver ekstasen et rum, som er dens eget – kirkerummet – og sørger i samme bevægelse for, at den ikke forstyrrer resten af verden. Det gør ritualerne ved at være ren form, det vil sige: Ved at opføre sig som et kunstværk.

Om kirkens ritualer skriver Thomsen: “hvor der ikke længere kan tales, må der i stedet gøres stiliserede fagter, som på den ene side ikke er kommunikation, men på den anden side flyder over af den betydning, der opstår ved sprogets grænse.” Om kunsten selv: “og det er formen, og intet andet end denne sansbare form, der skaber kunstens metafysiske betydningsoverskud.”

Tilsyneladende må tingene gerne flyde rundt, så længe de gør det inden for faste rammer. Man kunne kalde det betydningens formløshed, indfanget i sanselig form. I al fald: Billedet går også den anden vej. For Thomsen er kunstværket ikke religionserstatning. Det er derimod en sekulariseret kirke. Digtet, f. eks., sikrer, at den æstetiske erfaring fastholdes et sted, hvor den hverken gør skade eller får konsekvenser. Derfor må værket ikke opløses, skriver Thomsen. Kommer kunsten ud i livet, ender det i formløshed. Og det åbner for alskens etisk-politiske katastrofer.

Sådan er formernes funktion i Kritik af den negative opbyggelighed: De forhindrer den æstetiske erfaring i at forurene de sider af tilværelsen, hvor den ikke hører hjemme. Kunstværket er skiftevis som en zoologisk have, der indhegner de farlige dyr, og som en bly viol, der skal nydes i ensomhed. Fælles er, at kunsten – litteraturen – ikke hører hjemme ude i historien og ude i samfundet. For Stjernfelt og Thomsen skal kunsten tale til os, eksistentielt og sanseligt set, men ikke til os som historisk-sociale væsener.
Man kan spørge sig selv om en så skarp opdeling mellem eksistens og socialitet giver nogen mening. Vi vil hellere fremhæve den unge Dan Zahavis aktioner mod det danske bankvæsen. Man kan sige meget om Zahavis plakater. Man kan f. eks. diskutere om de overhovedet er kunst. Men det er svært at kalde dem formløse. Ligesom enhver vittig aktion er de faktisk det modsatte: Prægnante og præcise. Ganske vist ligger præcisionen ikke i plakaterne selv, men i plakaterne forstået som et indgreb i virkeligheden, plakaterne limet på bankernes glasdøre. På samme måde skyldes deres prægnans ikke, at de to sætninger er velformede, sådan melodisk-rytmisk set. Den skyldes dén måde, de som ytring mimer institutionens konventioner, og bruger det som klangbund for deres egne, uventede kommando.
Man kunne se Zahavis plakater som et billede på en anden form for form. Så står plakatens vid og prægnans overfor den bly viols skønhed. Og overfor en form, der sætter faste rammer for en flydende betydning, står én, der spiller på og dermed oplyser betydningens former. Derfra kunne man stille følgende spørgsmål: Kan man forestille sig en litteratur, der ikke er formløs, men heller ikke isolerer sig fra verden omkring sig? En litteratur, hvor formen bliver en måde at engagere sig i den sociale og politiske omverden, og ikke en måde at holde samme verden på afstand?

I Kritik af den negative opbyggelighed kan Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen ikke. Det er synd for dem, men skal ikke hindre os andre i at forsøge. Det ville være en litteratur, der nok fastholdt værkbegrebet, men brugte sin form som en prisme, der kaster lys på verden omkring sig. Og her betyder verden ikke bare den sansbare, men også intellektets og den sociale, den politiske verden. Jo bedre værket er formet, jo skarpere er dens prisme.

I så fald er litteraturen et udspil i dén virkelighed, der omgiver den, og er det ikke på trods af, men på grund af sin form. Det ville være en form for form, som ville være værd at arbejde videre med. I al fald er den mere interessant end dén, der reducerer litteraturen til eksistensens hieroglyffer. Og til en Skønhed med stort S, der er lige så evident, som den er uvedkommende.