Den Blå Port 70

Indhold

Jørgen Leth, Kristina Kabel, Lone Hørslev, Claus beck-Nielsen, Naja Marie Aidt, Roxana Crisologo, Jokum Rohde, Christina Hesselholdt, Janus Kodal, Samuel Butler, martin Glaz Serup, Alexandr Skidan.

Dette nummers leder

Redaktionen

Claes Kastholm Hansen, inhabil

Visse avisklummer hæver sig ud over det dagsaktuelle. De peger på principielle problemstillinger og er skrevet med en sproglig finesse, der tåler gennemsyn både en måned og halvanden efter deres publikation. Claes Kastholm Hansen, fast og regeringstro opinionsmager på Berlingske Tidende, begik omkring den første marts ikke bare en, men to af sådanne klummer, ikke en ringe bedrift.

Klummerne handlede om dansk politik i kølvandet på de satiriske Muhammed-tegninger, men også om andet og mere. ”Jeg kender kun ét smukkere syn end synet af den blå stjerne på et A.P.

Møller-Mærsk-skib, der glider til kaj i en havn tusinder af kilometer fra min hjemstavn, og det er synet af et vajende Dannebrog”, bekendte vor skribent den 25. februar. Sammenblandingen af sværmerisk, kommercio-imperialt dagdrømmeri og nationalromantisk kitsch kan næppe formuleres smukkere eller mere prægnant. Her svulmer det 19. og det 21. århundredes patriotismer i takt. Den slags burde man få en orden for, af dronningen eller kulturministeren.

Derefter tager Kastholm Hansen fat i realiteternes verden, hvor visse undersåtter ikke opfører sig med en for undersåtter passende loyalitet. De skyldige er socialdemokrater, fodboldlandsholdet, dele af erhvervslivet og visse ”lokale ånder”, som benævnes med navn: Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup, uvorne medlemmer af forfatternes klub. De burde allesammen, forstår man, skamme sig.

I Kastholm Hansens klumme ugen efter, den 4. marts, er tonen skærpet. ”En kløft så bred”, det er overskriften, og den kløft går mellem Kastholm Hansen og hans politiske allierede på den ene side, og alle de, der insisterer på at sætte et ”men” bag ytringsfriheden på den anden. Mere konkret går den mellem de, der siden slutningen af januar har bakket entydigt op om den siddende statsminister, og de, der ikke har bakket op. Heldigvis er Salman Rushdie på statsministerens side, og overfor ham må ”selv den mest nedgroede forfatter”, en af dem, der befinder sig i ”en beklumret stue”, jo overgive sig. Mener Kastholm Hansen.

Over for nationalromantik med globalt vingesus står altså en provinsiel og åndsformørket anti-nationalisme: Også her mødes det 19. og det 21. århundredes patriotismer på opfindsomme måder. En anden regeringstro opinionsmager, Hans Hauge fra Jyllands-Posten, tager den 7. marts fat, hvor Kastholm Hansen slap. Nu er der ikke længere tale om en kløft gennem én kultur, men en kamp mellem to, ikke Vesten mod resten, men den nationale folkekultur mod dens elitære fjender. ”Det er som om, Lykketoft, Seidenfaden, kunstnerne og folkekirken, eller hvad de nu hedder eller er, lever i en helt anden verden end vi andre,” skriver Hauge indledningsvist, og videre: ”Kunsten er næsten totalt politiseret. Roman, film og teater er indkaldt i kulturkampen. Støttet af staten.”

Forfattere, kunstnere, skuespillere, socialdemokrater: De er medlemmer af ”den anden kultur”. Og deres had er grænseløst, især i nederlagets stund: ”Jo længere tid der går, inden den anden kultur kommer tilbage til magten, des værre vil det blive for folket, når den kommer det. Det vil blive hævnens time. Det vil være som i Tjekkoslovakiet efter magtovertagelsen i 1948. Der vil komme udrensninger og processer. Det gentagne krav om en undersøgelse af statsministerens håndtering af sagen er kun begyndelsen til den slags skueprocesser.” En farlig fremtid kommer befolkningen i møde, hvis ikke de fastholder støtten til den siddende regering og dens støtteparti. Det forstår man og Hauge i fællesskab, den slags behøver ikke at ekspliciteres.

”Den anden kultur”, og det påpeger Hauge flere gange i sit indlæg, er støttet af staten, især når den kommer til udtryk blandt præster og kunstnere. Også her forstår læseren implicit, at staten og folket arbejder mod sine egne interesser. Den danske stat støtter folkefjendtlig virksomhed. Det burde den, ret beset, holde op med.

Fred være med Hauge. Han har alligevel ikke magt, som han har agt. Det har Kastholm Hansen til gengæld. Ganske vist har han, så vidt Den Blå Port ved, ingen ordener fået, hverken af dronningen eller kulturministeren. Til gengæld har kulturministeren – givetvis helt uden at skele til hans arbejde som regeringstro opinionsmager – givet ham en velbetalt og magtfuld post som medlem af Kunstrådet og formand for Kunstrådets Litteraturudvalg. Sidstnævnte uddeler hvert år flere millioner kroner i støtte til danske forfattere.

Vi ved ikke, om Kastholm Hansen er enig med Hans Hauge, og rent faktisk opfatter sine politiske modstandere som totalitære folkeforrædere. Men vi ved, at offentligt og uforsonligt meningsdanneri til støtte for den siddende regering går dårligt i spænd med jobbet som forvalter af statens midler. Vi forventer f. eks., og det gør kulturministeren vel også, at Kunstrådets Litteraturudvalg kun støtter de bedste danske forfattere. Den slags er ikke, og her tror vi, vi er enige med både kulturministeren og Kastholm Hansen, blot ”lokale ånder”, der sidder fast i ”en beklumret stue”. De er ikke lige så nedgroede – har ikke samme intellektuelle udsyn – som en smertende tånegl. Altså, må vi antage, vil Kastholm Hansen arbejde for at udelukke Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup og de andre uvorne medlemmer af forfatternes klub fra at få støtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Det har han rig mulighed for, al den stund han er formand for samme.

Bent Vinn Nielsen med videre skal udelukkes på grund af deres politiske holdninger. Det er jo dem, der afslører deres provinsielle, formørkede natur. På den anden side: Arbejder Kastholm Hansen ikke for deres udelukkelse, så svigter han faktisk sin opgave, nemlig at støtte de, han anser for de bedste – dvs. ikke-provinsielle, ikke-beklumrede – forfattere. Selvsagt har dette ræsonnement en bagside. Man ser tydeligt, hvordan statsstøtten på sigt kunne føre til selvcensur i åndernes rige. Men man ser også, at det især kunne ske, fordi statsstøttens administrator har et bijob som regeringstro opinionsmager. Eller, for at formulere det mere generelt, fordi grænsen mellem statens forvaltning af sine midler og den siddende regerings politiske kampe ikke længere er klart optegnet.

En kedelig konflikt, kort sagt. Principielt kan den bedst løses ved at genindføre det kulturpolitiske armslængde-princip, der gik fløjten sammen med den siddende regerings opgør med smagsdommeriet. Konkret kan den løses, hvis Kastholm Hansen tager konsekvensen af sine offentlige udtalelser. De har gjort ham inhabil. Følgelig bør han, det mener Den Blå Port, trække sig fra sine poster i Kunstrådet.