Den Blå Port 71

Medvirkende: Klaus Høeck, Louise Zeuthen, Suzanne Brøgger, Tomas Tranströmer, Robert Bly, Birgit Munch, Kristine Kabel, Lone Hørslev, Henrik Nordbrandt, Elisabeth Friis, Jabob von Uexküll, Gertrude Stein.

Vi overlader det til de dagsaktuelle aviser at følge op på afsløringens konsekvenser ude i den virkelige verden, som vi antager befinder sig et sted i Midtjylland, langt fra Den Blå Ports virkefelt. Set oppefra, fra det litterære parnas’ perspektiv, peger afsløringen imidlertid tilbage på bogsæsonens vigtigste – vægtigste, men også mest problematiske – udgivelse om ny dansk litteratur, Poul Behrendts bog Dobbeltkontrakten. I Dobbeltkontrakten undersøger Behrendt det, han kalder for ”en æstetisk nydannelse”: bøger, som over for læseren både påstår, at de er fiktive – og påstår det modsatte. Skoleeksemplet for Behrendt er virakken omkring Peter Høegs forrige roman De måske egnede, der måske, måske ikke var selvbiografisk og måske, måske ikke var et portræt af Bordings Friskole i de tidlige halvfjersere.

Dermed indvarsler den en ny teknik i dansk litteratur, mener Behrendt. Den teknik genfinder han hos så forskellige forfattere som Jan Stage, Suzanne Brøgger og Claus Beck-Nielsen. Fælles for deres bøger er, at forholdet mellem det faktiske og det fiktive er overodentligt prekært, fælles for dem er, at de har skabt røre i mediernes andedam, og fælles for dem er, at de deler deres læserskare i to: Der er den kritiske, vidende læser. Det er dem, der sidder inde med en viden, som kan udrede forholdet mellem fakta og fiktion. Og så er der den naive førstegangslæser, der må forblive i en forvirret zone af ”afgjort uafgørlighed”, for at citere Beck-Nielsen.

Som sagt udnævner Behrendt De måske egnede til at være urteksten, den nye æstetiske forms prototypiske model. Normalt giver man den ære til Pablo Henrik Llamias’ gennembrudsbog Rådhus. Her finder man en tekst, hvor faktaens og fiktionens sproglige registre støder sammen, og man finder en tekst, som får sin æstetiske energi ud af dette sammenstød. Dog sker det på en måde, der ligger langt fra Peter Høegs roman og Poul Behrendts model.

Rådhus har en fortæller, hvis træk minder overordentligt meget om Llambias’ egne. Bogen dokumenterer hans projekt med at kortlægge samfundets kommunale højborge og fortæller erindringer om næsten-unge menneskers sociale grammatik. Alt sammen meget sagligt, sociologisk, faktisk. I det tredje kapitel skal vor helt besøge en borgmester i sit rådhus på Vestegnen. Da han står i rådhusets reception fremgår det, at han optræder i en ”rådhunsmæssig undersøgelsesdragt”. Det er en blå pjerrotdragt, og den leder ham og teksten på afveje. I stedet for at ende på borgmesterens kontor ender han i kælderen, hos Connie, der viser sig at være noget af en liderbuks: ”Selv førte hun sin hånd ned mod mit lem. Det var begyndt at rejse sig i de lette pjerrotbukser.” Og så udarter kapitlet sig for alvor.

Fakta på første sal, pornografiske drømme i kælderetagen, midt imellem det afgørende brud, dvs. pjerrotdragten. Dragten producerer en en kip-effekt, kan man sige, effektuerer tekstens skred fra det faktiske, troværdige – og over i det mere og mere utrolige, det regelrette opspind.
Dette kip sker midt i teksten, er skabt af teksten selv og skaber en svimlende fornemmelse: Som om virkeligheden trækkes bort under fødderne på læseren. Det sker derimod ikke tre måneder efter udgivelsen og ude i mediernes virkelighed, som det gør i Poul Behrendts læsning af De måske egnede. Her sker kippet, da Peter Høeg under intens bevågenhed fra pressen pludselig erklærer, at han slet ikke er adopteret, sådan som hans bog ellers har sagt.

Forskellen er vigtig. Det er den af æstetiske grunde: Mens kippet fra naiv til vidende læser hos Behrendt afhænger af en ekstra-tekstlig nøgle, så afhænger den hos Llambias af teksten selv. Og mens Peter Høegs tekst fungerer som et stereogram – billedet er Behrendts – fungerer Llambias’ som en vippe. Hos Høeg kan man, hvis man har den rette viden, ifølge Behrendt, pludselig få øje på tekstens sande udsagn. Som en anden frimurer, der med sin loges hemmelige viden indenbords pludselig ser dybe og esoteriske meninger i alverdens våbenskjold og emblemer.

Bagsiden er da, at de, der ikke sidder inde med den rette viden, må blive på overfladen. Og bagsiden er også, at overfladen kun fungerer som slør for det egentlige: Tekstens sande, men skjulte indhold. Hos Llambias, derimod, er de to niveauer, tekstens faktisk-saglige og fiktive register, lige vigtige. Tekstens effekt opstår jo i deres sammenstød, i kippet fra det ene til det andet.

Men forskellen er også vigtig af litteratursociologiske grunde. Flytter man kip-punktet ud af teksten selv, så flytter man det, i dag og i praksis, ud i medierne. Det er gennem avisernes kultursider og DR2s overordentligt sjældne litteraturudsendelser, at de faktiske nøgler – om Peter Høegs barndom, om Claus Nielsens turen rundt som hjemløs – kan opnå tilstrækkelig eksponering til at betyde noget i den læsende offentlighed. Måske er det derfor, Llambias end ikke optræder i Dobbeltkontrakten: Hans pjerrotdragt har aldrig optrådt på forsiden af Politiken. Og det er givetvis derfor, det meste af Behrendts bog består, ikke af læsninger af romanerne selv, men af udredninger af avisartikler og kulturjournalistiske fejder – når han da ikke selv fungerer som petitjournalist i kritikkens tjeneste: udgraver skjulte fakta, som kan fungere som nye, endog mere subtile læsenøgler.

Der er jo noget konsekvent i at udnævne et fænomen, der i dén grad er en parasit på kulturjournalistikken, til vor tids ”æstetiske nydannelse”. Det er også sørgeligt. Også derfor foretrækker vi – dvs. Den Blå Ports redaktion – pjerrotdragter frem for dobbeltkontrakter, teksternes indre kip frem for mediernes og Poul Behrendts nyfigenhed.