Pist Protta 116
Pist Protta nr. 116 fra år 2031 er udkommet!
Pist Protta fylder 50 år!
Ifølge planen skulle vi udkomme med Pist Protta nr. 70 her i begyndelsen af 2011, hvilket i så fald ville have markeret kunsttidsskriftets 30 års fødselsdag, da det er udkommet uafbrudt siden foråret 1981.
På redaktionen har vi dog besluttet at fravige planen en smule, og ændre lidt i rækkefølgen, idet vi i stedet udsender Pist Protta nr. 116 fra år 2031, der som bekendt ligger 20 år frem i tiden. I den anledning markerer vi derfor også allerede nu kunsttidsskriftets 50 års fødselsdag, hvilket er en enestående, langvarig bedrift, som ingen andre kunsttidsskrifter kan hamle op med.
50 år er i sandhed en ualmindelig høj alder for et kunsttidsskrift, og Pist Protta 116 er da også et stort
anlagt fødselsdagsnummer, der indeholder en lang række interessante indslag fra fremtiden. Her er desværre kun plads til at fremhæve nogle få:
Kunsthistorikeren Lars Kiel Bertelsen skriver med stor indlevelse om tidsskriftets nyere historie, hvor han især belyser de særlige begivenheder, der indtraf i første halvdel af 2020‘erne. Kunstnerduoen Anders Bojen og Kristoffer Ørum har i anledning af 50-årsdagen bearbejdet et omfattende statistisk materiale om tidsskriftet, og opstillet det i en opbyggelig oversigt med kurver og grafer.
Forfatteren Gitte Broeng bringer med to årtiers forsinkelse den endelige afslutning på sin romanføljeton, der oprindelig blev bragt i tidsskriftet tilbage i 2010.
Billedkunstneren Lasse Ernlund Lorentzen bidrager med en tidsforrykket artikel om cycliske og lineære tidsopfattelser.
Der er meget mere, men vi må bare løsagtigt nævne at der også er tekster og billeder af Claus Carstensen, Pablo Llambias, Christian Foghmar, Kristofer Hultenberg, Cecilia Høgsbro Østergaard,
Rasmus Spangsgaard, Lise Nørholm, Jette Gejl Kristensen, Marie Kølbæk Iversen, Ferdinand Ahm Krag,
Christian Vind, Lars Bent Pedersen, Kasper Hesselberg, Signe Frederiksen, Ebbe Stub Wittrup, Louise
Crone, Tove Storch, Rene Schmidt og Claus Egemose.
Pist Protta 116 og det fornemme jubilæum fejres sideløbende på Brandts i Odense, hvor udstillingen Pist Protta 1981-2031 vises fra d. 3. februar til d. 13. marts. Her vil man bl.a. kunne se samtlige 116 numre af Pist Protta, samt en masse arkivalier og artefakter, hvoraf nogle aldrig tidligere har været vist frem i offentligheden. Mere end halvtreds danske billedkunstnere deltager i udstillingen.
Udstillingen vil senere på året blive vist på Århus Kunstbygning og Overgaden, København.
Teknisk information:
Sideformat: 30,5x17 cm. højformat
Antal sider: 72
Farver: blandet
Indbindingsmetode: Softcover, garnhæftet
- Forlag: Space Poetry
- Utgivelsesår: 2010/2031
- Tidsskrift: Pist Protta
- Kategori: Tidsskrifter
- Lagerstatus:
Få igjen
- ISBN:
- Innbinding: