Brugen af nydelserne: Seksualitetens historie 2

Da Michel Foucault (1926-84) i 1976 indledte sit stort anlagte værk 'Seksualitetens historie' med det teoretiske bind Viljen til viden (DET lille FORLAG 1994), var der løst stillet 6 bind i udsigt, og meningen var at gå fra opgøret med repressionshypotesen - tesen om seksualitetens evige og især siden kristendommen voldsomme undertrykkelse - til en skildring af netop den kristne periodes måde at forstå, italesætte og såvel installere og disciplinere seksualiteten på. Manuskriptet til 'Kødets bekendelser' blev også skrevet, men derpå lagt til side, da Foucault forstod, at pastoralmagtens livtag med seksualiteten ikke lod sig forstå og kortlægge uden indgående kendskab til de foregående perioder, dvs. den antikke græske omkr. det 4. årh. fvt. og den romerske omkr. det 2. årh. evt. Efter 8 års studier udkom så i 1984 - få måneder før Foucaults død af aids - Brugen af nydelserne og Omsorgen for sig selv.

Det karakteristiske for antikken - både den græske og den romerske - er de fraværende tabuer omkring den seksuelle lyst som sådan: her er ingen tale om synd, snavs og dyriske tilbøjeligheder. Men der er skam en etik på feltet, og den er - bliver i samtiden - grundigt debatteret og justeret. Som oplyst borger (mand med økonomisk og politisk frihed) må man jo lære at styre sig, dvs. at øve og promenere sin evne til selvforvaltning, ansvar og betænksomt mådehold. Både af hensyn til sit almene helbred og for at dygtiggøre sig som subjekt, som individ. I den græske antik viser det ikke mindst i pæderastien: den modne mands omgang med drengene - primært den betroede og værdsatte dreng, der på sin side også måtte lære den rette balance mellem at give efter og markere sin integritet. Antikken opretholder således endnu den dyd, at diskutere seksualmoral - at finde og afstemme grænser, der handler om mere end sex, nemlig om at være menneske, værdigt i egen ret og i lystens vold.