Den muntre videnskab

Alle forfatterskaber har omdrejningspunkter, men det særlige ved ’Den muntre videnskab’ set i forhold til Nietzsches videre arbejde er – foruden en central tekst (se nedenfor) – at han på omslagets bagside meddeler: ”Med denne bog afsluttet den af række af Friedrich Nietzsches skrifter, hvis fælles mål er at give et nyt billede af og ideal for den frie ånd.” På dét tidspunkt kunne han ikke ane, hvilke begivenheder der snart ville slå benene væk under ham og sende ham ind i den profetiske eller NY-tænkende verden, som forløste sig med ’Således talte Zarathustra’. En vis nedrivningsfase med kritiske, frisættende spørgsmål i næsten alle retning var afsluttet, og nu måtte den egentlige omvurdering af alle værdier begynde. Sådan blev det ikke helt, men ’Den muntre videnskab’ er uden tvivl et omdrejningspunkt af format, ikke mindst pga. fortællingen om det ’skøre menneske’ (stk. 125), der som en anden seismograf registrerer, at der er noget alvorligt galt med tiden: den tror ikke længere på Gud, men på oplysningen og videnskaben, og dog har den ikke skiftet grundfortolkning eller indset, at når Gud er død, så falder moralen og alle de religiøst-metafysisk funderede værdier til jorden. Når Gud er død, må alt hvad der har med værdier og livets mening begynde forfra – ellers fastholder man sig selv i en livsløgn af uhyre proportioner. – ”Hvor er Gud henne? Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere!... Er storheden i denne gerning ikke for stor for os? Er vi ikke nødt til selv at blive guder for dog at synes den værdig?” Sådan lyder nogle af de centrale ord i det skøre, følsomme menneskes beretning om de frigjorte, der endnu lader de gamle bånd snerre – om de oplyste, som endnu ikke har mod til at tage lysets byrde på sig og selv sætte de værdier, der er mennesket værdigt. – Senere følger logisk nok tanken om overmennesket, viljen til magt og testen på det hele: den evige genkomst.
Praktisk talt: et værk i 4 dele og 342 aforismer, indledt af 63 skæmtende, spidse digte.

Paradoksalt nok aldrig anmeldt i den danske hovedpresse – måske er ’Guds død’ endnu for problematisk og provokerende. Frie ånder er vi i hvert fald ikke endnu! Hellere dobbelt bogholderi (og dobbeltmoral) end nye, rene linier.