Galskabens historie i den klassiske periode

Som altid hos Foucault handler det om flere historier på én gang. Først om fremmest om opkomsten af kategorien 'galskab', og hvad den førte med sig af asyler, hospitaler, diagnoser og behandlingsformer - en vild og broget historie om hvordan spedalskhedens 'andethed' blev afløst af galskabens, uden at der dog var klare grænser mellem tyveknægte, vagabonder, tiggere, libertinere, gudsbespottere, demente osv. og egentlig gale. Den store indespærring, der pågik i de store europæiske byer fra 1600-tallets slutning ramte noget i flæng, men afslørede samtidig, at der var tale om et socialt problem med flere agenter. Galskabens historie er en 'forbilledlig' historie om disciplinering, klassifikation og en sær blanding af straf/udstødelse og terapi/human behandling - og dén historie slutter i Foucaults regi i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den moderne psykologi og psykiatri tager over og tolker (og behandler) videre på den grænse-kategori, som galskaben altid er. - Deraf følger det andet store perspektiv i denne skelsættende og omdiskuterede afhandling, der kom tilpas til at give antipsykiatrien (Laing & Cooper) et vældigt løft: nemlig den tematisering af galskab vs. normalitet, der egentlig relaterer sig til René Descartes' 'cogito ergo sum', dvs. idealet om det rationelle, selvberoende subjekt, der qua fornuften har styr på sig selv og derfor overbevisende kan tage vare på fremskridtet osv. I lyset heraf ser det ud til, at de gale - og galskaben - skal vare den mod-position, man kan prygle, indespærre og især italesætte, så det bliver tydeligt, hvor kulturen vil hen. De gale er således med til at fortælle en stor historie om oplysningens projekt, og galskabens historie fungerer som mod-billede til den historie om det oplyste, autonome individ, vi selv forstår os som en del af. - Ta' den Brian!