Mit forhold til hende: Brudstykker af en forlovelseshistorie

Der findes en række berømte (og måske også berygtede) passionshistorier, man kan digte om og fx lave teater om i det uendelige. Det er fint nok, men undertiden kan det også være sundt at komme tilbage til udgangspunktet: det, vi faktisk ved besked om, eller det, som de involverede selv har efterladt os materiale til belysning af. Det kan ganske vist være præget af fortielser og retoucheringer - "noget digterisk", som Kierkegaard selv skriver - men angiver dog en klangbund, man ikke uden meget gode grunde kan se bort fra.

Forlovelsen mellem Søren og Regine er blevet en STORY, fordi den ikke endte lykkeligt, og vel især fordi det var så svært at se - og forstå - hvorfor den ikke kunne være endt lykkeligt. Det var ikke fordi, at der kom en tredje person på tværs; det var ikke, fordi standsforskelle eller religion lagde hindringer i vejen - det var simpelthen fordi, at Søren var en gåde (og efterfølgende gjorde sig så gådefuld som nogen). Materialer, som han har efterladt os, viser dog hvor enkelt og aligevel kompliceret hans sind var skruet sammen, så han måtte bryde - eller rettere: få hende til at bryde, så hun i det mindste kunne redde lidt af sin ære.

Så kom bare an: dagbøger og breve er jo fortrolige papirer, der kalder på den oprigtigt nysgerrige og følsomme læser; og hertil kommer idette tilfælde en gammel kones spredte erindringer om forløbet over 50 år senere, fastholdt i et kærligt minde, der brænder igennem al diskretion. 'Ad fontes' - til kilderne - som de gamle (i renæssancen) sagde. Her er de.