Overvågning og straf

Oversat fra fransk efter ’Surveiller et punir’ (1975). Medtager ikke alle plancher fra den franske udgave, men dog nogle centrale eksempler på den panoptikon-struktur, som bogen bl.a. analyserer. Den norske udgave af samme værk (1977 og senere optryk) er uden disse illustrationer og desuden upræcis i sin oversættelse, der endog springer visse vanskelige sætninger over – så er det sagt.

Siden disputatsen ’Galskabens historie i den klassiske periode’ (1961 – se nyheder) har Foucault (1926-84) arbejdet på at afdække forskellige sider af den civilisationsproces, der gennem de sidste 300 år har skabt det moderne samfund, vi lever i og opfatter som ret selvfølgeligt, dvs. ikke tænker over konstruktionen af. Som idéhistoriker – med Foucaults egne ord ’vidensarkæolog’ – er det ikke de faktiske og praktiske forandringer, der primært optager ham, men den idédannelse, den tale i rapporter, afhandlinger og paragraffer, som motiverer og legitimerer diverse tiltag og ændringer. I nærværende bog er det overgangen fra offentlige henrettelser og pinestraffe til mere diskrete anbringelser i fængsler og såkaldte forbedringshuse, der fokuseres på. Umiddelbart kunne denne ændring ligne et udslag af humanisme: som om det gode, kristelige sindelag endelig slog igennem og i næstekærlighedens navn lod statsmagten behandle sine forbrydere og kriminelle på en ordentlig måde. Sådan ser Foucault ikke på sagen, thi de mange dokumenter og udtalelser, han graver frem, fortæller om en anden og mere pragmatisk, kynisk strategi, der ønsker en større grad af smidig overvågning, så det omsiggribende massesamfund lader sig styre. Man kan sige, at magten omgrupperer sig og møblerer om på samfundets inventar, så den befæster og forgrener sig, og fængslet står som prototypen på den nye, panoptiske overvågningsstrategi, hvis seneste tiltag – idet vi springer til vor egen tid – er allesteds nærværende overvågningskameraer og digitale registreringer (mobiltelefon, betalingskort, internet). Den panoptiske struktur viser sig i det moderne fængsel som en cirkelkonstruktion med et centralperspektiv: fra kommmandotårnet i midten kan man se ud i alle fængselsgårde og overvåge ud i alle cellerne, men ingen kan rigtigt kigge den anden vej. Straffen ændres fra pinsler og død til indespærring og overvågning: det giver mindre støj i samfundet, foregøgler endda øget tryghed og producerer så at sige de kriminelle, der vandrer ud og ind ad fænglerne. Disciplineringen har tilsyneladende fået et menneskeligt ansigt, men er til gengæld trængt ud i alle samfundets kroge – selv markedet, som vi tilbeder i frihedens navn, er blevet en disciplinerende faktor uden sidestykke, og med en internet-opkoblet pc i ethvert hjem er såvel overvågningen som disciplineringen blevet perfekt. – Læs mere om selve Foucaults metode i Anders Fogh Jensens fremragende indledning.

”Det er en fornøjelse at læse en stor tænker, der formår at udtrykke sig ikke bare klart, men ligefrem underholdende.” skrev Marcus Rubin i Politiken, og Rune Lykkeberg føjede i Information til: ”En eminent analyse af magtteknikker og disciplinering… der udfordrer den moderne humanismes selvforståelse radikalt.”

Link til Anders Fogh Jensen: www.filosoffen.dk og til Foucault.