Psykoanalysen i grundtræk
Det i omfang beskedne, men i indhold ganske omfattende skrift bliver ofte betegnet som Freuds videnskabelige testamente, hans sidste (om end ufuldendte) gennemgang og opsummering af sit værk gennem 40 år: psykoanalysens teoretiske grundlag, dens erkendelse af psykens struktur og dynamik samt dens metode for klinisk, terapeutisk arbejde. Der er ikke tale om en introduktion til psykoanalysen, men om en koncis redegørelse for dens indsigter og resultater, skrevet med det overblik og den teoretiske opdatering Freud sad inde med ved vejs ende. Han indleder med at redegøre for det psykiskes natur (det psykiske apparat, driftslæren, seksualteorien, drømmetydning m.m.), derpå skitserer han den praktiske opgave (den psykoanalytiske teknik, ledsaget af en konkret case), og han slutter med nogle få afsnit om den teoretiske gevinst, de erkendelsesmæssige landvindinger på psykologiens felt. Som tillæg følger en idéhistorisk interessant forelæsning, der sætter psykoanalysen i relief i forhold til Darwins udviklingslære og Kopernikus’ nye verdensbillede: tre stadier i illusioners sammenbrud, tre stadier i menneskets narcissistiske krænkelse – først mistede vi vor position som universets centrum, så faldt forestillingen om at være skabt af Gud, og endelig røg tilliden til den altid bevidste rationalitet. Hver gang gik der skår i vor grandiose forestilling om os selv, og derfor har alle tre videnskaber i starten mødt modvilje og vrede. Vi vil helst de søde illusioner – resten fortrænger vi!
’Psykoanalysen i grundtræk’ var DET lille FORLAGs første udgivelse og er foreløbig trykt i 4 oplag. Har den klassiske psykoanalyse tabt terræn på bogmarkedet – til fordel for en bunke lommepsykologi om selvhjælp og personlig udvikling – så er der stadig liv i mesterens sidste opus.
Nøkkelord: Psykologi Psykoanalyse
- Forlag: Det lille Forlag
- Utgivelsesår: 2001
- Merknad: Oversat fra tysk efter ’Abriss der Psychoanalyse’, som Freud (1856-1939) arbejdede på i sine sidste leveår, men ikke fik afsluttet – udkom posthumt 1940. Siden 3. oplag 1998 har den danske udgave som tillæg medtaget forelæsningen ’En vanskelighed ved psykoanalysen’ fra 1916, oversat fra tysk af Peter Thielst efter ’Eine Schwierigkeit der Psychoanalyse’ (publiceret 1917)
- Kategori: Psykologi
- Oversetter: Bjørn Nake
- Lagerstatus: Ikke på lagerVarsle meg når denne kommer på lager
- Antall sider: 104
- ISBN: 9788790030001
- Innbinding: Heftet