Ecce Homo: Hvordan man bliver, hvad man er

’Ecce Homo’ er et af de mærkeligste erindringsværker i vor kultur: en sublim blanding højtskrattende løgn og kirurgisk sandhed, af blær og hudløshed, af filosofisk gøgl og filosofisk klarhed og af en frækhed, grovhed og sproglig energi, der ægger til såvel latter som modsigelse – skadefryd er som bekendt en herlig last, men også lidt pinlig. Bogen er skrevet på få uger i Torino, hvor Nietzsche (1844-1900) havde taget ophold på det, der skulle vise sig at blive hans sidste produktive livsfase ved fuld og  klar bevidsthed, thi den 7. jan. 1889 falder han om på gaden, ramt af et totalt sammenbrud, og resten af sine dage henlever han som tabt for denne verden – som barn på ny eller i et autistisk mørke, der står i skærende kontrast til hans lysende begavelse og stærke meddelelseslyst. Baggrunden for dette selvportræt og dets glødende kommentar til hele forfatterskabet var, at han – efter utallige års ubemærkethed – pludselig var rykket ind i rampelyset, idet Georg Brandes i foråret 1888 havde holdt en række markante forelæsninger om hovedstrømningerne i hans forfatterskab. Med ét – og med god grund, skulle det vise sig – bliver han bange for, at han alligevel ikke bliver forstået, men misforstået, og derfor vil han selv sætte tingene på plads. Ikke desto mindre bidrager han med ’Ecce Homo’ selv stærkt til forvirringen og myterne, også når han med en vis klarhed skriver: ”Jeg er ikke noget menneske, jeg er dynamit… Jeg er rædsomt bange for, at man en dag erklærer mig for hellig…. Jeg vil ikke være nogen helgen, så hellere en klovn. Måske er jeg en klovn.”  Undertitlen – på tysk ’Wie man wird, was man ist’ – er et citat fra oldtidsdigteren Pindar og fastholder ganske godt Nietzsches selvprojekt og filosfiske essens: det handler om at træde i karakter, rive sig selv sløret fra øjnene, acceptere de nøgne, rå kendsgerninger og med glød ville sit liv som den, man faktisk er. Lykkes det, er idealet om overmennesket indenfor rækkevidde – det sande selv.

”Den er rasende polemisk, aggressiv, poetisk, uregerligt velskrevet og visionær. Enten let at afvise eller også svær at blive færdig med.” skrev Erik Svendsen i Politiken, og Fl. Chr. Nielsen føjede i Jyllandsposten til: ”Det hele lyder som en genial dranker i sit livs kæfert… skrevet med imponerende vrede, hån og sarkasme.”