Etikken

Teksten er oversat fra oldgræsk efter I. Bywaters udgave af ’Ethica Nicomachea’ i Oxford Classical Texts – den latinske titel skyldes udgivertraditionen fra middelalderen og lader Aristoteles’ (384-322 fvt.) etiske hovedværk være navngivet efter hans søn Nikomachos. Nærværende nyoversættelse kaldes blot ’Etikken’, dels for at understrege værket afgørende, centrale position vis-a-vis ’Ethica Eudemia’ og ’Magna Moralia’, dels for at lægge afstand til den tidligere danske oversættelse, der i 1936 hed ’Ethica Nicomachea’ og ved genudgivelsen i 1995 fik titlen ’Den Nikomacheiske Etik’ – nu udsolgt..

’Etikken’ er den første etik i filosofiens historie, dvs. det første samlede forsøg på filosofisk at udforme et grundlag for moralsk bedømmelse og værd(i)sættelse. Moral er konkrete handlingsanvisninger (påbud og forbud), fx ’Drag omsorg for de små og svage i trafikken’ og ’Du må ikke slå ihjel’, men de angiver ikke i sig selv, hvorfor de skal respekteres og styre vort liv. Dertil kræves en moralbegrundelse, og dén leverer etikken – hvis man lader sig nøje med religionen og gudernes autoritet. Vil man have fornuft og gode grunde, må man filosofisk søge at formulere en standard og nogle principper, som vi i fællesskab kan blive enige om og anerkende som alment grundlag for moralske normer, vurderinger og beslutninger. Aristoteles’ genistreg var – foruden at orientere det gode liv efter lykke (gr. ’eudaimonia’), ikke pligt eller afsavn – at knæsætte midten, mellemtilstanden eller den gyldne middelvej som det princip, der altid og i enhver situation kan lede os til at vælge og gøre det gode og rette. Midten finder vi ved at afgrænse i en given sag fra dens ekstremer: lad det være gnieragtig nærighed til den ene side og uhæmmet ødselhed til den anden, og enhver kan let og klart se, at en vis sparsommelighed og rundhåndethed lægger sig i midten og dermed viser dyden. Det var dengang, på Aristoteles’ tid og til slutningen af det 20. århundrede, hvor forbrugersamfundet gjorde ødselhed til en dyd uden grænser. Ikke desto mindre har princippet om den gyldne middelvej bidt sig fast som en praktisk, næsten hensynsfuld måde at retfærdiggøre sine handlinger og normer på: ikke for meget og ikke for lidt. Som om det i sig selv var en god grund! – Læs også Aristoteles’ etik for at møde hans tanker om venskabet, lysten og det eftertænksomme liv.