Gjesteredaktør Andreas Vermehren Holm
Andreas Vermehren Holm, f. 1988. Dansk forfatter, oversetter og redaktør for Forlaget Virkelig i København. Han har oversatt bl.a. Jørn H. Sværen, Marie Silkeberg, Monica Aasprong og Jen Bervin til dansk. Han har nylig ugitt diktsamlingen Planetariske væsen på forlaget H//O//F – en oppfølger til den kritikerroste debuten, Antropocæn kreatur fra 2015.
Anbefalinger
Sproget er en tillidsstruktur fordi det med sine forskellige klange fører frem til ligheder. Sproget rimer altid, forbinder, løsner det adskilte, der stivner i sin egen identitet. Det minder om naturen: Kærlighed er en evolutionær kraft.
At tale og høre sig selv tale var ligesom at høre planeten ånde, drømme, dømme, afgøre, synge, kommandere, bede, græde, true, råbe, dræbe, det var ligesom at springe ud og gå i opløsning på samme tid.
Aristoteles beskriver i Poetikken, hvordan ethvert ord er både bøn og befaling. Ordet “lys” er både bøn og befaling. Skabelsen leder efter måder. Selvom vi ikke ved, hvor vi ender, bliver nødt til at vide, hvor vi gerne vil hen.
Deukalion og Pyrrha byggede en ark for at overleve vandfloden. De ønskede at føre menneskeslægten videre. I stormen på vandet. De ofrede de nødstedtes gud, for at guderne skulle høre deres bøn. Nu er jeres ansvar, svarede Apollon. Vogt mit tempel og tag godt imod mængden.
Vi kan ikke længere lade som om vi ikke ved, hvad det vil sige at slå hinanden ihjel. Træet er et hvilket som helst træ. Mennesket er en hvilken som helst skabning. Livet er også den andens liv. “Kom og jag.” Det er jer selv, I jager. “Kom og saml jer selv i græsset, på grenen, på jorden.” “Gå her, sov godt, på jorden der ikke er jeres, men er jer selv.”
Kan du virkelig huske træet så godt? Ja, fordi det rørte ved mig. Men vidste træet, hvem du var? Nej, men det lænede sig ind til mig og sagde noget. Hvad sagde træet? Træet lænede sig ind til mig, støttede sig op ad mig, berørte mig forsigtigt med mine hænder, mod panden med barken, berørte mig forsigtigt med kinden mod stammen, lænede sig ind og støttede mig, hviskede: Stedet er her.
Den franske forfatter Maurice Blanchot spørger i afslutningen på Le Livre à venir, hvad der ville gå tabt, hvis den sidste forfatter forsvandt? Og han svarer: Ikke stemmen eller lyden af stemmen, ikke udsagnet, formuleringen eller sproget overhovedet, men stilheden. Stilheden indsætter rum, holder et rum, til den anden.
Den amerikanske semiotiker Charles Sanders Peirce beskriver kærligheden som en evolutionær kraft. “Kampen", skriver han, er ikke et altdominerende vilkår, men et fænomen på lige vilkår med andre fænomener i verden. Spørgsmålet om økologi er både et spørgsmål om miljø, sociale relationer og subjektivitet. Darwin fortrød i den sidste del af sit forfatterskab, at han ikke havde fokuseret mere på spørgsmålet om samudvikling mellem arterne, spørgsmålet om hensyn og samarbejde som evolutionære kategorier.
Mumitrolden vågner alene på sit værelse. Det er mørkt udenfor og mørkt i huset. Det er vinter. Alle de andre mumitrolde sover vintersøvn. Han prøver at vække dem, men de vågner ikke. De ligger i hi. Han er den første mumitrold, der nogensinde er vågnet midt om vinteren. De andre vågner ikke før det bliver forår igen. Han bliver bange, rædselsslagen, men så går han ud. Han møder Too-ticki. Hun er vant til at klare sig selv. De varmer sig ved bålet i udkanten af skoven. Too-ticki er helt rolig. Hvordan kan du være så rolig, spørger Mumitrolden. Alting er så usikkert, siger hun, og det er netop det, der beroliger mig.
Når I anser det, som er to, for ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det udvendige for lige med det indvendige, og det øvre for lige med det nedre, og når I anser det mandlige og det kvindelige for at være ét, så at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt, når I anser et øje for et øje, og en hånd for en hånd, og en fod for en fod, et billede for et billede, da skal I gå ind i riget.